Jeg startede det nye år i stor stil. Jeg tabte mig og maden smagte fantastisk. Men der gik kun nogle uger, så lagde jeg mig syg – og godt afmattet af sygdom, var det som om, jeg ikke kom tilbage på sporet igen. Det, der gik så godt, stoppede og blev til halvhjertede forsøg. “Imorgen”.
Jeg er så enormt glad for min blog. Fra min søn kun var en spire i min mave – og mange mange år frem, skrev jeg dagligt om mine tanker. Om mit liv. Om min søns udvikling. Om min datter. Mange af indlæggene kan jeg huske – og stadig mærke, når jeg mærker efter. Og jeg savner den kontakt. Den daglige “ned og mærke hvad der sker”. Men igen.. jeg startede op. Jeg skrev.. og faldt ned i et hul af ingenting.
Hvor fandt jeg energien til at løbe videre, dengang for længe tiden, da det med motion og kost fungerede? Hvordan gjorde jeg, da jeg hver eneste dag, skrev ord i min blog? Hvad er forskellen på dengang, det bare flød – og nu?
I nat har min krop værket. Jeg kunne ikke sove. Min ryg er øm – og jeg har generelt problemer med, at min ene fod falder i søvn. Jeg bevæger mig ikke nok. Bare lidt bevægelse vil ændre meget for mig. Bare 20 minutter om dagen med åndenød – og jeg vil være godt kørende. “Nu gør jeg det” tænker jeg igen. “Nu gør jeg det”. Og så holder jeg øjnene helt lukkede i håb om, at det er denne gang, det lykkes. At det netop er denne gang at de gode vaner bider sig fast og bliver hængende for en stund.