Der er mange fascinerende aspekter i det, at sidde i kørestol. Forhindringer, der aldrig har været forhindringer, er pludselig føles uovervindelige. Aldrig i mit liv, har har tabt så mange ting konstant og hele tiden, som nu.
Eller måske taber jeg ikke mere end jeg plejer. Jeg lægger bare mere mærke til det, fordi jeg ikke kan samle tingene op igen. Tingene griner af mig. Det kan jeg se. Kartoffelskrællen, der ikke ramte skraldespanden. Telefonen, der faldt ud af skødet på mig. Gaflen, der aldrig nåede helt op på bordet.
Hver gang jeg triller over en rampe for at komme fra rum til rum, falder det, der ligger i mit skød fra mig. Trist, når det er en kasse All-Bran, der vælter ud over gulvet. Så kan man sidde i kørestolen og tænke over, hvordan man har tænkt sig at feje alt skidtet op, uden at kører ind i det – og uden dermed at kører flakesene rundt i resten af huset. Gudskelov var den store stedsøn hjemme fra skole, da det skete. Han smilede bare og hentede kosten. Han end ikke spurgte, om han skulle hjælpe. Han tog det bare. Han er 12. Det synes jeg er et rigtig fint træk af en 12-årig!
Underligt at være så tæt på gulvet – uden evnen til at samle det op, der ligger dernede.