Jeg har fundet ud af en ting: Jeg kan ikke lide Mary Higgins Clarks forfatterskab. Det kan jo også være en brugbar viden.
Mary Higgins Clarks har skrevet “Spørgelseshuset”. Vi følger den lille Liza, der nu er blevet den voksne Celia. Da hun var lille “kom hun til” at slå sin mor ihjel i et forsøg på at redde moren fra stedfaderen. Omstændigheder, hendes egen tavshed mv. gjorde, at hele byen efterfølgende mener, at dette lille 10 årige barn, i den grad var ondskaben selv.
Celia vokser op hos plejeforældre – og bliver overbevist om, at hun ikke må fortælle om sine “fortidssynder” da hendes første mand dør. Dermed ved hende søn og hendes nuværende mand altså ikke, at hun har en fortid som morder.
Manden ønsker så at overraske sin hustru – og vælger derfor at købe et hus til hende i fødselsdagsgave. Og dette hus er så netop det hus, hvor dramaet fra dengang udspillede sig. Dermed kan bogen tage sin begyndelse.
Først og fremmest: Først dør hendes far i en rideulykke, så slår hun sin mor ihjel, så dør hende mand af sygdom – og så er bogen endnu ikke startet. Det virker så utroværdigt og sært, allerede inden man er kommet igang.
Bogen er en sproglig “perle”. Det ene øjeblik er fortælleren 3. person- det næste 1. person. Og det er bestemt ikke altid lysende klar, hvem der er hvad. Og hvem man går “ind i hovedet på”. Det svinger bare ikke.
Dernæst: Historien er ganske enkelt for langt ude. Det er et godt plot – forholdsvist godt gennemtænkt – men netop… tænkt.
Man forsøger at tegne et billed af en by, der har besluttet sig for, at lade en 10-årig fremstå som djævlen selv. Det er så amerikaniseret og ulækkert, at det er helt vildt. Jeg finder det vanvittigt hysterisk, at bogen “bare sådan uden videre” accepterer, at denne pige er djævlen selv. Jeg kender ingen mennesker, der, hvis en ti-årig pige stod foran en dommer og var tiltalt for mord, ikke ville tænke på “Hvad får sådan et barn til at gøre sådan noget” og dermed søge forklaringer, frem for bare at accepterer ondskab.
Nå – det gode ved bogen er, at nu har jeg adskillige bøger, jeg går i en lang bue udenom.
Jeg kan kun være enig med dig! Læst en del af hendes bøger da vi boede i Frankrig – det var næsten det eneste på engelsk på biblioteket 🙁
Trist bibliotek 😉
Det er sådan en bog, der får mig til at tænke på, at der er forfattere, der skal score penge på en god ide. Det er synd for de forfattere, der vitterlig har sproget og historien.. og ønsker at blive udgivet
Hæ – er det nu jeg skal lade være med at fortælle, at det er min ynglingsforfatter du beskriver`?
Har dog aldrig læst “Spøgelseshuset”, men den vil jeg da forsøge at få fat i 😉
Desværre er jeg en af dem der føler sig “forplgtet” til at læse en bog færdig selvom det er noget §#¤. Samtidig har jeg gæveldig sjov med at bagtale forfatteren og redaktøren, og omskrive hele kapitler i mit hoved! 😉
🙂 Sådan har jeg det faktisk også Janet 🙂 Problemet er bare tit, at hvis jeg falder over en bog, jeg ikke kan lide, bliver det dødsstødet for min læselyst længe fremover.. Men jeg har grebet fat i den næste.. selvom den nu ikke lover for godt 🙂 Linda Howard: Jeg finder dig. Hmmmm…
Kære Dorthe: Det er jeg sørme ked af 🙂 Det er den ENESTE bog, jeg har læst af hende.. så måske det bare var en enlig svale.. Go fornøjelse med den..Plottet i den er god nok – det er bare set-uppet, sproget, personbeskrivelserne, miljøbeskrivelserne og alt det andet jeg ikke kan lide *g*
Mange hilsner
Pernille
Mary Higgins Clark skriver spændende bøger, hun er min yndlingste forfatter men jeg må indrømme at spøgelsehuset var en flop! Men prøv at give de andre af hendes bøger en chance. 🙂