Klokken 2 i nat, vågnede jeg af Jonathan, der klynkede lidt fra sin seng. Da jeg bar ham ind, virkede han feberhed – så det var forventet.

Øjeblikket efter stod han ved kanten af min seng. “Moar… hvor min pude?” klynkede han. Min søn har aldrig brugt sut – eller sutteklud. Vi ville gerne han havde “noget” at falde tilbage på, når man har brug for lidt trøst – men han er aldrig rigtig hoppede på de ting, vi har givet ham mulighed for. En årgang virkede bamsen Tias godt, men nu er Tias glemt – og ligger i fodenden af sengen – uden dyne.

“Din pude. Jamen lille skat dog”.

Og pludselig kom jeg i tanken om, at han faktisk har taget sin lille pude, med bamse og kylling på pudevåret, med sig hver morgen, når han er krøbet ind i sengen til mor og far. Først nu, hvor han selv siger det, forstår jeg, hvilken betydning puden har.

Jeg fandt den hurtigt i fodenden af vores seng. Der var den endt morgenen før, da Jonathan kom ind forbi os. Jonathan trykkede puden helt ind til sig – og kravlede op ved siden af mig. Med puden trykket mod brystet og mors hånd aende på ryggen, gik der kun få øjeblikke, før min søn igen faldt i søvn.

Idag har han sin pude med ude hos farmor.

/ Min søns skridt i livet

5 Replies

  1. Der er da heller ikke noget bedre end noget at kramme. Jeg håber, at han snart er på fode igen.
    Her hjemme er Gustavs foretrukne et tæppe (hønsestrik) strikket oldemor. Det har været hos ham siden fødslen.

  2. Hvor er han kære! Her har Olivia på godt 3½ stadigvæk sin “Tatu” som i babysnak er en sutteklud. Ikke at hun noglesinde har suttet på den!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *