Vi har nu holdt vores aller første jul sammen – mig og min mand Ricky. Reelt er det 4. jul vi er kærester (og nu mand og kone) men det er aller første gang, vi er sammen om at afholde juleaften – med hans familie og med min.
Og selvom jeg elsker at have drengene her – hans og mine – og have familien samlet og føle hyggen, traditionerne og nyde følsen af jul, så er der også noget, der er helt helt skævt. For hvordan kan man sådan lave om på traditioner? Hvordan kan jeg – som 43 årig lave nye planer for julen, når jeg nu har holdt så uendelig mange juleaftner før denne? Traditionerne er jo for længst etableret.
Min mand er skøn og dejlig. Vi fletter vores jul sammen – og hans familie er lys og skøn. Og så svært er det slet ikke at knytte de to familier sammen. For det er jo søde mennesker og jul er grundlæggende jul i alle familier.
Alligevel sidder jeg og stirrer på præcis DEN nisse. På netop DET hjerte. For historien har jeg fjernet – og mange af personerne i den historie, er fjernet – i og med, at jeg valgte at blive skilt. Min mand kan ikke se på netop det flettede hjerte – og huske på den gang med vennerne, da vi sad og forsøgte os med hjerterne igen og igen – og de drillede uanset hvad vi gjorde. Og nissen – min farmor får han aldrig at se – for hun døde længe inden, jeg kendte langt de fleste i rummet, da jeg selv bare var en stor pige.
Min jul er blevet historieløs. Det er kun mig, der kan historien. Og det værste er så, når jeg dårligt selv kan huske den.
Vi forsøger at udveksle historier. Hans mormor, der malede kalendere til drengene – og min farmor, der broderede en til mig. Og måske kan vi farve vores fremtids jul sammen – ved at fortælle hinanden historierne, mens vi knytter fremtidens tæppe af minder sammen.
Men så kommer næste detalje – for som jeg sidder og ser ud i rummet, ved jeg jo godt, at det kun er jul, når min mor har lavet ris a la mandel – og det er kun jul, når hendes brune kartofler er lavet. Ligesom min mands jul i høj grad er afhængig af hans forældre – så ved jeg godt, at selvom vi nu er ved at knytte “jule-familie-bånd” til fremover – så er det også kun til låns, at julen ser netop sådan ud.. Tiden vil fjerne endnu flere fra min jul – uden jeg ønsker det. Og det vil alligevel være jul.
Jeg synes jul er lidt rodet og svær at have med at gøre, som sammenbragt familie. Jeg er bare taknemmelig for, at når følelserne netop er sådan, er jeg begavet med gode familier på begge sider, der nok skal sørge for, at julen alligevel blev helt specielt og fantastisk dejlig – også selvom det var historiens første af sin slags.