“23:30” – stod der på vores elektroniske p-skive, da jeg kom ud til bilen her til morgen. Det slog mig virkelig: Hold nu op, hvor lægger vi mange elektroniske sladrehankespor, der i den grad fortæller alt og alle, nøjatigt, hvor vi er, hvad vi laver – og hvordan vi er kommet fra a til b.
Og mens andre overvejer, hvordan “big brother” bruger alle disse data, slår det mig, at data vel i virkeligheden mest bliver brugt af os selv. Af vores nabo, vores kæreste eller vores forældre. Hvor tit får vi ikke vide om andre, via elektronik? F.eks. når datteren logger på messenger, og der står “Slagelse”.. “Hmm skat – jeg troede du var på vej i skole?” Den hvide løgn til kollegaen om, at man “ikke lige kan iaften, fordi man skal ud” – bliver hurtigt røbet, når man laver en statusopdatering nogle timer senere – som viser, at man sidder i sofaen – derhjemme.
Min mand fortæller historien om, at en GPS i bilen, der ved et uheld, tydeligt viste, at da (nu eks-) hustruen havde sagt “Jeg kørte lige hjem” – så var det ikke i overensstemmelse med sandheden – for vejen, der var tegnet på kortet på GPS’en, da bilen blev tændt næste morgen, viste tydeligt, at der havde været en bevidst omvej. Igen.
I mine ungers telefoner, har vi installeret avast! Det er en gave, hver gang børnene har mistet telefonen. Så er det bare at “pinge” den, og vupti – fuldkommen som “Find my phone” funktionen på i Phone, så blinker en plet på et kort og vupti kan man se, hvor telefonen er glemt. Det nød jeg selv rigtig godt af, da jeg fik lagt min telefon i en indkøbsvogn i Hillerød. Og det har mine børn nydt godt af flere gange “Er telefonen hos mor? Hos far? Eller i skolen?”
Men så er det, at jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg har brugt sporingsanordningen i andre henseender. Når det er praktisk. Når vi har et hjem, hvor vi står og skal ud af døren – men først skal samle tre børn op, der kan være i tre verdenshjørne af byen. Så er det nemt lige at “pinge” telefonen for at konstatere, om knægten nu vitterligt er på vej hjem – eller om han har glemt alt om aftalen og er smuttet med en kammerat hjem. Og den brug kan jeg mærke indeni, at det er forkert. For det frarøver mine børn en frihed, som de ellers har. Friheden til indimellem at være andre steder, end der, hvor vi har aftalt.
Er det ikke en menneskeret? Indimellem at kunne bryde reglerne – og gå i den anden retning? Særligt når man er 12, 13 og 15 år? Den ret frastjæler jeg dem – fordi det er så nemt lige at se, om de er på vej.
Forleden blev der ved med at poppe beskeder op på min telefon. Min gamle veninde, jeg ikke har set i 25 år, tjekkede ind igen og igen på Hillerød hospital. EOg vupti, fik jeg en viden, jeg ellers ikke havde krav på at få – og nok heller ikke lyst til: En af hans nærmeste pårørende var indlagt. Hvis GPSen havde været lidt mere præcis, havde jeg måske ligefrem kunne gætte mig til, hvad hans nærmeste pårørende havde fejlet, i forhold til den afdeling han tjekkede ind på! En tid og en oplevelse, som min ven måtte mene var personlig – blev pludselig til noget, hvor jeg sad med røde øre og så ham over skulderen – uden egentligt at ville det.
Vi skriver timesedler på mit arbejde. Jeg skriver ned, hvornår jeg kommer – og hvornår jeg går. Hver eneste dag cykler jeg på arbejde – og benytter i den forbindelse Endomondo til at holde styr på min fart, mine kalorier og min rute. Jeg er nu begyndt at bruge historikken fra netop min endomondo-historik til at skrive mine timesedler. Det gør jo verden mange gange nemmere. Men jeg tænker også, at det ligefrem fungerer som dokumentation – for før sagde jeg bare, at jeg kom kl. 9. Nu kan jeg vise, at kl. 9 satte jeg cyklen i netop den cykelholder på forpladsen.
Vi har alle en snor i ryggen som en anden hund – en snor, der fører os direkte til den nærmeste GPS satelit. Intet er hemmeligt mere. Intet er privat. Intet er helt frit alligevel. Og samtidigt med, at tingene bliver nemmere – så mister vi friheden. Friheden til bare at være nøjagtigt hvor vi vil, uden at blive set over skulderen – eller målt på tid og funktion.
Jeg er begyndt at slukke for lokationsfunktionen i telefonen – bare en gang imellem. Bare et øjeblik. Jeg ved godt, det er falsk tryghed – for tilbage er p-skiven i bilen, GPS’en i bilen – mit smartwatch, min computer og min tablet… og alle de elektroniske dippe-dutter, jeg måtte have glemt, også sladre om min færden.