“Tabuet er brudt. Jeg har PCO” “Det er svært at have ADHD i hverdagen”. “Rygsmerter er en national sygdom”. Overskrifter fra ugen, der gik.
Uge for uge dukker nye ofre for diagnoser op. Ofre. Mennesker, vi skal have ondt af. Udvise forståelse for. Have empati for.
Det, spalterne glemmer er, at hver eneste dansker pt. har 2,6 diagnose.
Hver eneste dansker “kæmper” med en eller anden diagnose – sandsynligvis flere! Hvis vi skal have ondt af hver eneste menneske med en diagnose, kan vi bare stoppe verdens rotation – og stille os op i en lang række og klappe hinanden medlidende på skulderen.
Vi skal passe på hinanden – hjælpe hinanden. Vi skal have forståelse for hinandens livssituation – og støtte op, når der er behov. Men en diagnose er ikke det samme som et empati-krav, man kan trække, når det passer en.
At have en diagnose er ikke det væsentlige! Diagnosen er alene til, for at pege i en retning i forhold til, hvordan du kommer videre. Det er en pegepind mod helbredelse – eller en pegepind imod, hvordan man så kan få det bedste mulige ud af den situation, man står i med den diagnose, man har fået.
Min mor har cancer. Kronisk. Hun skal have kemo 6 måneder af gangen – med 1-2 års mellemrum. Men hun har ikke tid til at få kemo om onsdagen – for der kommer børnebørnene.
Og uanset om mormor har hår eller mormor ikke har hår, så er mormor mormor.. Mormor er ikke cancertilfælde. Canceren er et “bare” et tilfældigt livsvilkår, hun bliver nødt til at forholde sig til – det gør vi alle sammen omkring hende. Canceren definerer hende ikke. Hun er ikke “canceroverlever” eller “cancerhelt”. Hun er mormor, der gerne vil være sammen med børnebørnene om onsdagen – og som tilfældigvis på et tidspunkt undervejs, fik en cancer.
Min mor er min helt: Ikke fordi hun har cancer – og overlever den. Men fordi hun i den grad har vist mig igennem hele sit liv, at uanset hvad man fejler, er det ikke det, der er væsentligt. Diagnosen er grundlæggende fuldkommen ligegyldig – bekæmpelsen af sygdommen handler alene om, at man skal have mulighed for at leve det liv, man ønsker. Gøre de ting, der er vigtige for een. Når kemoen bider, sætter min mor sig på motionscyklen, for at genvinde sine kræfter.
Vi har alle sammen 2,6 diagnoser. Og for de aller fleste af os, skal vi være dybt taknemmelige for netop vores 2,6 diagnose. Allerhelst vil jeg gerne være fri – men det er der ingen af os, der kan få lov til. Og når det nu er sådan, så er jeg faktisk ret glad for, at een af mine skavanker kun er PCO.
Jeg er ikke mine diagnoser. Jeg er ikke hende med PCO. Men jeg har PCO. Det er et livsvilkår for mig – og så må jeg få det bedste ud af det. Jeg er taknemmelig for, at min PCO “kun” har givet mig overvægt, let ekstra uønsket hårvækst – og nogle års forsinket graviditet – når jeg nu ved, der er kvinder, der aldrig får børn, fordi de lider af PCO. At der er kvinder, der er overvægtige på en måde, at de er invalideret af det, fordi de har PCO. Jeg er heldig!
Og jeg forsøger at se PCO fra den posetive side: Jeg har en øget testosteronproduktion. Det giver øget sex-lyst. Det er jeg da ikke ked af!
Jeg er mor, nørd, blogger, kone, politisk-mindet, lego-farvesorterende tosse og cyklist længe før, jeg er PCO-pige.
Og når jeg så ser mig omkring, kan jeg ikke lade vær med at tænke: Hold nu kæft, hvor er jeg heldig! Hvor er jeg heldig, at det er PCO, jeg har – og ikke kroniske smerter, depression, alkoholisme eller migræne! Hvor er det heldigt, at jeg har PCO og alligevel har fået de to børn, jeg gerne ville have. Jeg har min førelighed. Jeg har min hjernes fylde brug. Jeg har min psyke. Jeg er grundlæggende skide heldig – i forhold til mange andres version af “2,6 diagnoser”
Jeg fik det, jeg kunne magte. Andre får andre ting, de kan magte.
Jeg siger ikke, at vi ikke skal tale om vores dårligdomme. Vi skal tale om vores handicaps – både de psykiske og de fysiske. Men når vi definerer os selv som de diagnoser, vi har, – som PCO-pige, cancer-overlever eller ADHD-surviver, så mener jeg, vi har misforstået, hvad livet handler om!