Uanset om vi vil det eller ej – så går det kun een vej: Mod døden. Uanset hvor lidt vi ønsker at tænke på det. Uanset hvor lidt, vi ønsker at beskæftige os med det. Vi skal alle dø. Jeg synes, det kommer tættere på. En klassekammerat fra gymnasiet mistede livet sidste år. Og selvom vi stadig siger “det var alt alt for tidligt” – så var han alligevel halvvejs. Eller.. han havde alligevel fået lov at leve mange år.

Mine forældre og svigerforældre begynder at skrante. Jeg er faktisk ikke bekymret for dem lige nu, men i mit sind, er jeg godt klar over, at jeg nok ikke har dem 20 år mere. Mennesker, der har været omkring mig hele livet. Tænk,- en dag er de her ikke mere. Det er svært at begribe.

Så tankerne om min egen død kommer lige så stille. Som en mørk kappe af ukendthed, der ligger foran mig.

Min mand og jeg er begyndt at tale om det. Om den. Vi er begyndt at sætte ord på de ting, vi godt kan se, går igen i generationerne. Vi er begyndt at sætte ord på, at der er muligheder for, at det også sker for os. Noget sker jo. Uanset om vi vil det eller ej.

Statistisk set får jeg cancer – mens min mand rammes af demens. I min familie er kvinderne ikke blevet ret gamle – modsat mændene. Mens mændene i min mands familie er gået bag om dansen før kvinderne. Så statistisk er der ingen af os, der når de 90..

Og så er der denne her med, hvad alderdom er værd. For der kommer en tid, hvor livet vil bestå mere af begravelser end af barnedåb. Jeg har ikke noget behov for at være den sidste i kisten. Ikke at det skal forstås, som at jeg skulle have behov for at være den første.

Så efterhånden som snakken gik og tankerne vandrede, kom jeg faktisk overens med tanken: Jeg skal dø som 80 årig af en cancerform. Hvis jeg får lov at leve med en velfungerende krop – uden alt for mange komplikationer og smerter til jeg er 75, tror jeg, jeg skal anse mig selv som heldig. (Og så skal jeg forøvrigt arbejde aktivt for det)

Så: Jeg har besluttet mig: Jeg skal dø som 80 årig af cancer. Min mand synes jeg er tarvelig, når jeg insisterer på, at være den første af os to, der skal dø. Men hvis han har demens til den tid, så betyder det vil ikke det store?

Det er en underlig tanke. For pludselig er dagene talte. Pludselig er der kun 35 år tilbage. Det meste af livet er pludselig levet. Men erkendelsen – som jo alt andet lige er skrækkelig optimistisk – gør måske også at dagen idag tæller mere. For så mange af de dage, er der ikke tilbage. Det hele er afmålt.

Det stopper en dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *