Jeg var gude-smuk som 16 årig. Fuldkommen velproportioneret og fantastisk på alle fronter. Gid, jeg selv havde vidst det dengang! Det gjorde jeg ikke. For jeg var igang med at ødelægge mit liv med mine negative tanker og syn på min egen krop. Og jeg har arbejdet på det lige side.

I starten var slankekurerne direkte livsfarlige. Som da jeg som 18 årig slet ikke spiste noget i adskillige dage. Jeg tabte mig også: 7 kg, som jeg husker det. Det tog mig 2 dage at tage dem på igen… og så lige de der obligatoriske to kilo mere.

Jeg har tabt mig 10 kg. Og 20. Jeg har tabt mig, følt mig stolt og stor og elsket – og taget på igen. Altid med slutresultatet: Et par kilo mere end sidst.

Når jeg ser tilbage på, hvad jeg er blevet fed af, så er det som sådan ikke dårlig mad, eller slik eller kager. Det er det, at smadre kroppens naturlige ro ved konstant at forsøge at tabe mig – for bare at tage mere på, end jeg vejede inden kuren. Og samfundet skriger det til mig: ” Tab dig. Det er sundt. Det er bedst. Det er smartest.” Alle hylder mig, når jeg har tabt mig og det ses. Ingen opdager det, når kiloene kommer på igen. For virkeligheden er, at ingen kan leve af gulerødder og 1400 kalorier resten af livet. Og det er endnu ikke lykkedes mig at finde balancen, hvor maden er den, jeg gerne vil have, motionen er den, jeg har det godt med at dyrke – og vægten er stabil og rimelig. Den balance ved jeg, findes ikke for min krop. Måske er det mig selv, der smadrede den balance – måske var den gået i stykker fra starten.

Og i forsøgene på at tælle kalorier, forstå mad og forstå motionens fordele, er det at lytte til mig selv, det sværeste. Som 45 årig, er det stadig svært for mig at finde ud af, hvad “mæt” betyder, når det nu ikke betyder, at jeg ligger i sofaen og ømmer mig over, at maven er udspilet og maden kravler ud af mine øre.

Der er ikke noget, jeg hellere vil være, end tynd. Men når jeg ser tilbage på mine 45 år, kan jeg se, at jeg de sidste 30 år, har brugt uendelig mange kræfter på netop denne kamp. En kamp, som jeg kan læse alle steder, faktisk ikke rigtig er til at vinde! Kun 2-3 procent af dem, der taber sig, holder vægten mere. Resten tager det hele på igen – og mere til.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad jeg ville veje, hvis jeg aldrig var begyndt på denne kurs, hvor alt handler om at tabe mig? Jeg tror faktisk ikke, jeg ville være synderlig overvægtigt – for det, jeg primært har taget på af, er alle de gange, hvor jeg har tabt mig – og så efterfølgende begyndt at tage på igen.

Tænk, om de tanker var gået til noget andet? Jeg kunne have haft mig en Phd.

Og det groteske er til at få øje på – for det er jo ikke fordi, jeg går fra 1-100. Jeg cykler fortsat op 2-3 timer om dagen, hver dag. Jeg dyrker fortsat vanvittig meget motion, i forhold til andre – jeg bliver bare stadig flere. Og det bliver sværer og svære for mig at overskue at tabe mig.. for hvordan motionere jeg mere?

Det er ikke en offer sang. Men et oprigtigt tilbageblik på et helt liv fuld af drømme om at være tynder – i stedet for at være godt tilfreds, hvor jeg var – og bruge min energi på det, der gør det værd at leve.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *