Jeg var så heldig at være med på Jonathans klasses hyttetur. Og netop i år var der tale om ren forkælelse. Vi brugte en weekend på Gladsaxe Hostel, hvor ungerne både kunne klatre i GoMonkey, der nærmeste klatrer hen over vores hostel – og en tur i svømmehallen. Ægte luksus.

Os, der arrangerede det, havde kun een udfordring: Gladsaxe Hostel kunne rumme meget mere end vores 26 børn og 5 voksne. Og hvad kunne vi så møde? Jeg tror, vi var enige om, at det værste ville være en 3. klasse på hyttetur.

Da vi ankom, fandt vi meget hurtigt ud af, hvem vi delte hostel med:  En flygtningefamilie med fire små børn – og en ung flygtning. Jeg tror faktisk, at alle vi voksne blev lidt usikre på, hvad man så lige gør der. Vi konkluderede hurtigt, at de to køleskabe, hvor vi havde regnet med at råde over mindst det ene, slet ikke rummede plads til os. Når man bor fast sådan et sted, har man behov for at kunne købe stort ind – så begge køleskabe var fyldt godt op. Vi fandt hurtigt ud af, at istedet for at købe ind til alle måltider med det samme, som vi eller havde planlagt, så ville vi købe ind pr. måltid. Og dermed havde vi pludselig ikke behovet for køleskabspladsen. Men ret hurtigt forsvandt varerne fra køleskabshylderne – og flygtningene gjorde hvad de kunne, for at sikre, at vi kunne få plads.

Vores første reelle kontakt med flygtningefamilie opstod samme aften. I det store fælleskøkken, affodrede vi klassens sultne unger med lækker lasagne, som forældrene havde lavet og taget med. Og ganske som forventet, var der meget lasagne tilbage. En af de andre deltagende forældre – og jeg blev hurtigt enige om, at den store mængde lasagne i overskud naturligvis skulle gå til flygtningefamilien. Den er baseret på oksekød (måske ikke lige halalslagtet – men alligevel) så vi besluttede os for at gå ned og banke på døren til flygtningenes dør. Det var manden, der åbnede – og han fik helt lys i øjnene ved duften og synet af maden. Vi fagtede vores vej igennem “Det er til jer” – men så dukkede konen op bagved og hun sagde kun et ord: “Ramadan!” Hvorefter min medvoksen og jeg godt vidste, vi havde dummet os. Sådan at stå og tilbyde muslimer mad før solnedgang i ramadaen!

Konen – en ung kvinde – stod dagen efter og lavede mad. Og lod sine børn spise – uden selv at tage. Og igennem flere timer stod hun og lavede mad – før solnedgang. Jeg kom forbi og forsøgte på bedste håndtegnsvis, at fortælle, at jeg mente, hendes mad duftede helt fantastisk. Det forstod hun godt – og mente fluks, at jeg skulle smage. Og duften var jo intet i forhold til smagen. Jeg takkede og talte lidt mere med hende – med hænder, underlige fagter, enkelte engelske gloser – og adskillige forsøg på at finde ud af, hvad “hinanden” hed. Jeg fandt ud af det til sidst – og hun fandt ud af mit navn. Men jeg har opgivet det igen – for jeg kan ikke udtale det 🙂 Hun hed noget med “R”

Vi gjorde, hvad vi kunne, for at give familien privatliv, når mørket faldt på. Vores unger kom i seng kl. 23 – og det var først der, flygtningens børn rigtig havde fået mad og derfor havde energi.

Dagen efter fik jeg snakket mere med hende. Hun dragede mig – utvivlsom – for hun var noget så sød. Efterhånden fik hun forklaret mig, at de var flygtninge fra Aleppo. At hendes yngste søn havde haft behov for en hjerteoperation, men at bomberne gjorde, at hospitalerne i Aleppo var ubrugelige. At hun var flygtet sammen med sin mand og sine 4 børn op igennem Europa. At hun var vanvittig taknemmelig for, at hendes yngste dreng nu havde fået tre hjerteoperationer på Riget – hvor der ikke falder bomber. Hun fortalte om sine to børn, som døde i Aleppo – og hun viste mig sine store ar efter nærkontakt med flammer, fra da bomberne faldt og hun blev fanget i dem. Jeg var helt ærligt meget rørt.

Jeg forlod dem, ganske som aftnen før, for at sikre, de kunne få frem til at spise. Men kun 20 minutter senere kom hun ned i opholdsrummet, hvor jeg var sammen med en masse af ungerne fra 6B. Hun kom og tog fat i mig – og bad mig komme ud i køkkenet. Og ikke kun mig. Også alle mine “børn” – i form af 6B. I køkkenet havde hun dækket op til rigtig mange. Børnene sad sammen – og alle, der ønskede det, fik muligheden for at smage på maden. Jeg opgav hele titlen på maden – kun forstod jeg, at det sluttede med  “Makmut”. Og det smagte helt fantastisk – hvilket både jeg -og alle ungerne – fik forklaret hende og hendes mand – og hendes børn. Og nu snakkede vores unger med. 6B fik en oplevelse: De forsøgte at forklare om deres liv til hende og hendes familie – mens de spurgte ind til, hvordan hendes liv var.

En enkelt pige på 13 fra 6B mente, at hun ville fortælle om sine “eks-kærester”. Lige indtil vi kom lidt tættere på vores Syriske flygtningekvinde. Med fagter – og med oversættelse af en mand, der trods alt kunne lidt engelsk, fik vi forklaret, at vores værtinde var 24 år gammel. Hendes børn var fra 8 år og nedefter. Dertil kom hendes to børn, hun havde mistet.

At hun var blevet gift – og var blevet mor seneste som 16 årig, sank meget kraftigt ind hos de piger, der var til stede. Og pludselig var det med “ekskærester”, når man er 13 år, noget helt andet, end det liv, hun kommer fra.

Det var svært rigtigt at finde fælles fodslag. En ting, jeg kunne, var at bede om opskriften på det dejlige mad, vi fik at spise. Med et fladbrød skrabede vi lidt af “makmutten”. Det måtte jeg have opskriften på. Det mente min søde værtinde var en vigtig opgave: At jeg fik opskriften. Og så brugte vi ellers en times tid på at oversætte opskrift – fra syrisk – til tegnsprog – til dansk.

Og hermed opskriften på “Makmut”

På dansk ville retten nok hedde “Stegte auberginstykker i tomatsovs”:

2 auberginer
1 dåse tomat (hun brugte naturligvis friske tomater!)
1 løg
1 dåse tomatpure
Olie i rå mængder.
Persille

Og fladbrød

Auberginerne skylles og skrælles. De skæres i skiver – og lægges i en si. Drysses med lidt salt – og lad dem stå – gerne nogle timer.

Løget hakkes og steges i olie. Når løgene er stegt tilsættes tomat og pure. Tomatsovsen koges grundigt igennem på svag varme – gerne i en time eller to.

1-2 cm olie kommes i en pande og varmes op. Aubergineskiverne steges heri. Når den ene side er lysebrun/brun, vendes skiverne – så den anden side får farve. Afdryppes på køkkenrulle, så det værste af olien dryppes af. Og de skiver af aubergine, du ikke er kommet til at spise i processen (for de stegte auberginestykker smager helt forrygende) skære du i mindre stykker – og kommes kortvarigt op i tomatsovsen, der kort koges op, før servering.

Makmutten serveres i en flad tallerken, hvor der fyldes makmut i til kanten. Herefter drysses med persille i rimelige mængder.

Serveres rygende varm med de lækre fladrød til. Med fladbrødet tager man lidt makmut – og spiser. Det smager skønt.

Makmut er fra nu af en fast del af vores køkken – også selvom vi ikke bruger det helt, som min flygtningeveninde gjorde. Men jeg har det godt med at lave Makmut – for jeg kommer til at tænke på hende. Hendes overskud. Hendes venlighed. Hendes lyst til at dele deres ramadan-mad – og hendes fortællerlyst.

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne give noget igen. Vi overlod hende al vores mad, der var i overskud (og stadig i hele pakker, naturligvis) – men følelsen af, slet ikke at slå til. Slet ikke at kunne hjælpe det, man gerne vil – stod mejslet i sten. Jeg efterlod hende mit telefonnummer, velvidende, at hun aldrig ringer.

Men jeg tager oplevelsen med mig. Jeg tager hende med mig. Jeg tager det med mig, at 6B fik en oplevelse, de havde godt af – og som de bestemt ikke havde forventet. Mellem klatreturen, pokerspillet og svømmeture, var der pludselig samfundsfag. Og jeg tager det med mig, at hun sgu røg i hjertet på mig. Og så ønsker jeg hende – og hendes familie – al mulig held og lykke fremover.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *