Hun tæller dage. Dage, timer, minutter og sekundter. Og hun glæder sig. Først og fremmest til, at de 10 års folkeskole overstået. Og det er lige om lidt. Alene maj måned vil være fyldt af eksamner – og den sidste officielle skoledag. 10 års skolegang er slut. Et nyt kapitel skal til at begynde.
Vi har planlagt længe – og det næste min datter på 15½ år glæder sig til, er de 11 måneders efterskoleophold, som hun har sukket efter de sidste 2 år.
For to år siden kom hun ind til mig og proklamerede, at hun ønskede at komme på efterskole i 10. klasse i Sønderjylland et sted. For mig at se, var det en (for) hurtig beslutning truffet alene fordi en veninde havde strøget et par positive gloser på netop den efterskole.
“Gå på nettet og find 10 efterskoler. Fortæl mig, hvorfor du vælger dem fra – til fordel for den i Sønderjylland – og du får lov at komme på efterskolen Sønderjylland”
Hun gik straks i sving med at undersøge fagudvalg, beskrivelser, hensigtserklæringer og elevberetninger. Og hurtigt blev det strålende klart, at det slet ikke var skolen i Sønderjylland, der dækkede hendes behov bedst. Det var Osted Fri- og Efterskole, der gjorde det.
Vi tog på besøg – og det gjorde kun gløden i hendes øjne endnu dybere og endnu mere drømmende. Der var ingen tvivl: Min datter skal på efterskole på Osted.
Siden den dag i efteråret, hvor vi gik skolen tynd, har hun talt ned til den dag, hun skal starte. Hun glæder sig så uendelig meget. Og jeg under hende det. Jeg under hende så meget et år, hvor det ikke er det faglige, der er det vigtigste – men hvor der bare er plads til at vokse som menneske. Til at få oplevelser, der kun kan skaffes netop der: Blandt ligesindende andre unge mennesker, med samme mål.
Men tanken om at hun flytter hjemmefra i 11 måneder både skræmmer og lokker. Jeg kan slet ikke forestille mig, at hun ikke er her. Jeg kan slet ikke forestille mig, kun at se hende hveranden weekend. Hun har været min lille pige i så uendelig mange år – og nu taler hun kun om een ting: Om at prøve for sig selv. Om at komme væk, være fri og være sig selv.
Det er en gave at stå der og se på en pige, der er klar. For det er hun. Hun har alle de rigtige redskaber med sig. Hun kan alt det, jeg skal lærer hende – og hun er klar til at forsøge selv.
Men er hendes mor klar?