Frihed er noget vi giver til hinanden

Ingen behøver være i tvivl nogensinde: Jeg kunne ikke være mere stolt af min datter, end jeg er. Hun har imponeret mig som menneske. Hun har imponeret mig med sin fighterånd – og hun har imponeret mig med sin viljestyrke. Hun sigtede højt, hun kæmpede, knoklede og svedte for det – og hun vandt. Hun nåede målet. Min datter er langt hen af vejen indbegrebet af “den frie vilje”.. Indbegrebet af “Den amerikanske drøm” – hvor man rejser sig og bliver til noget. (Eller ihvertfald er godt på vej til det )

Ingen behøver være i tvivl: Jeg tillægger hende arbejdet – for jeg sad ved siden af hende, da hun kæmpede sig igennem stykkerne, der efter 12 timer stadig ikke ville gå op. Jeg så godt hendes tårer. Både frustrationerne – og trætheden. Jeg sad ved siden af hende, da hun dag efter dag lavede lektierne, for at sikre sig at rapporterne blev så gode, som de skulle være. Jeg sad ved siden af hende, da hun gjorde alt arbejdet.

Jeg sad også ved siden af hende til elevsamtalerne – da hendes dansklærer fortalte om hendes potentiale. Han så noget i hende. Og han støttede hende. Også selvom han var hård – og sær. Og indimellem fuldkommen urimelig. Men han støttede hende. Og sygeplejersken på hospitalet første gang, hun blev indlagt, der bekymret spurgte til smertebehandlingen og sikrede, at vi kom igang.

Endnu mere sad jeg ved siden af min datter, da hun startede på Herlev Smertecenter. Jeg sad ved siden af hende, da lægen igen og igen smilende krævede, at min datter skulle betale hans pension (i stedet for, at hun skulle have en førtidspension, som andre allerede havde vurderet, ville blive nødvendigt for min da 14 årige datter)

Indimellem sad jeg også ved siden af hende, når fysioterapeuten udøvede sin magi. Lærte min datter at hjælpe sig selv. Stole på sig selv. Fysioterapeuten, der lidt efter lidt, pustede drømme og liv ind i en krop, der bare var smerter og i vejen.

Det var min mand, der ringede til min gamle kemilærer, der gerne stillede sig til rådighed, for at hjælpe min datter med det sidste matematik, der var så svært, at det var uoverkommelig.

Jeg sad og drak stærk kaffe, når min veninde, med egne erfaringer i bagagen, kunne tale håb ind i min datter. Kunne fortæller hende, hvordan tingene ville blive – og derigennem hjælpe min datter til at forstå, at det, hun gennemgik var normalt.

Jeg sad ved siden af første gang min mor fik sit første barnebarn i armene. Og jeg så hvordan noget smeltede indeni hende. Jeg så hvordan min mor pludselig med et havde et nyt livsmål – og endnu mere kærlighed at give ud af. Jeg vinkede farvel i vinduet, da min mor tog min datter med på sommerferie – og jeg tog imod i døren hver onsdag hele min datters barndom, når hun igen havde slået mormor i 500 – eller havde lært at spille Casino.

Jeg var der også da underboerne udviklede sig fra at være legekammerater, til at være venner, der støttede og hjalp. Når Bojan igen igen ryddede op på hendes værelse. Jeg var der, da hendes kæreste gav hende kærlige strøg over ryggen, der i den grad lettede smerten.I smug så jeg, hvordan hendes far stolt betragtede hendes udvikling og heppede på hende. Og så er jeg end ikke begyndt endnu.

Jeg har hørt de samtaler, hun har med sin nuværende fantastiske kæreste – hvor han støtter hende, men forsøger at fortælle hende, at livet går videre – også selvom livet ikke går nøjagtigt efter min datters røde tråd. Han viser hende veje, hun ikke selv så, og som så giver hende mere ro. At det er ok indimellem at slappe af og ikke altid præsterer. Han er der, hver eneste gang, det er svært for min datter. Han tror på hende og støtter hende på en måde, så jeg indimellem føler, at hun letter en lille smule fra gulvet.

Min datter vil gerne læse medicin – og har nu fået en plads på SDU – og starter lige om lidt. Hun har gjort en kæmpe, kæmpe indsats for at komme dertil – indimellem nærmest overmenneskeligt. Men min pointe er bare, at de kampe, har hun kun kunne kæmpe, fordi der var mennesker, der har kæmpet for hende – på alle mulige og umulige måder.

Det er nøjagtigt der, friheden starter. Frihed er det, vi kan give hinanden.

Jeg kan ikke hjælpe min datter med at blive smertefri. Jeg kan ikke hjælpe min datter med Matematik på A niveau – men jeg kan elske hende – og jeg kan støtte hende og lære hende, at tro på sine drømme. Og med alle de mennesker, der er omkring hende, så endte hun med at få nøjagtigt den hjælp, hun havde brug for, for selv at kunne kæmpe sig igennem.

Friheden til at blive det, vi gerne vil være, er noget vi giver hinanden.
I kærlighed.

Der er ingen frihed i at gøre ting alene. Friheden ligger i, at vi kan være der for hinanden. Hjælpe hinanden.

Min datters frihedsdrøm, er en drøm om at blive læge. For at komme helt i mål, mangler hun stadig at møde en masse af dem, der skal hjælpe hende igennem studiet. Underviserne, der skal inspirerer hende og de medstuderende, som skal støtte hende fagligt og give hende den sociale ballast.

Hvis min datter når sin drøm – og bliver læge, starter cirklen forfra – for hendes livsmål vil efterfølgende være, at hjælpe andre – bedst muligt.

Frihed er noget vi giver hinanden, i kærlighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *