Jeg er sikkert ikke alene. Jeg har brugt en betragtelig del af mit liv på at forsøge at tabe mig. Jeg har forsøgt på alverdens måder – og en af de måder, jeg hele tiden bliver anbefalet, hedder “Kalorie-underskud”. Man skal bare spise mindre, end man forbruger – så taber man sig.
20% af alle kvinder har PCO. Rigtig mange af dem er insulinresistente. Deres kroppe gør alt hvad den kan, for at tage lidt på. Og alt i kroppen gør alt hvad de kan, for at holde op kiloene. Så når almindelige kvinder taber 1 kg om ugen, så taber jeg 500 g. Vel og mærket efter at have spist i underkanten af, hvad min krop ønsker.
Og jeg er ikke alene. Uendelig mange kvinder bruger en stor del af deres liv med at forsøge at blive tyndere. Fordi samfundet siger, vi skal være det. Fordi lægen fortæller, at uanset hvad du fejler, så vil det, at tabe sig være en god ide. Og det er alt sammen til trods for, at al forskning viser, at 98% af alle, der taber sig, tager på igen. Og ikke nok med det: Det er også bevist, at det er langt farligere for helbredet, at tabe sig, tage på, tabe sig, tage på – frem for bare at være overvægtig. Og så bliver man federe af alle de slankekure – for når man tager på igen: Så ryger der lige 2-3 kg mere på, end der var sidst. Så når man ser på det store billede: Så sulter kvinder sig eller spiser mindre, end de har behov for, i store dele af deres liv – med den ene konsekvens, at samme kvinder bliver mere og mere overvægtige.
Og nu kommer der så den sidste hale på, som jeg ikke selv havde set før.
Jeg har verdens bedste mand. Han kender sin krop – og han kender andres krop. Min mand og jeg skændes praktisk talt aldrig. Det er så sjældent, så sjældent. Og når det så endelig sker, at jeg hidser mig op – og bliver vred over et eller andet, så står han pænt ved siden af mig, og forsigtigt forsøger at sikre sig, at jeg får noget at spise.
For det er et faktum: Når blodsukkeret er lavt, er forståelsen for andre også lav. Tærsklen overfor andre er lav. Så de problemer, der er overskuelige normalt, er pludselige fuldkommen uoverskuelige.
Jeg ved, at nogen mennesker med sukkersyge, der ikke passer godt nok på deres blodsukker, har så voldsomt et temperament, at de kan blive voldelige og voldsomt udadreagerende. Et lavt blodsukker er bestemt ikke noget at spøge med. Det har en kæmpe effekt på vores humør, på vores mentale overskud. Og jeg må tilstå – at selv om jeg har kunne flå hovedet af min mand, når jeg står der – hidsig og såret – og får tilbudt en banan eller en snickers. Men jeg må også tilstå – at når blodsukkeret er blevet højere, er verden nemmere at overskue. Skænderiet forsvinder igen… bare fordi man har fået en banan.
Prøv selv at forbinde punkterne.
Sultende kvinder – lavt blodsukker, som gør os ulykkelige, vrede, frustreret – og giver os manglende overskud.
Vi spænder ben for vores egen lykke – i kampen for at finde nøjagtigt den: Lykken.
Vores mad – vores ernæring er så uendelig meget mere end kalorier