Første dag blev lidt af en overraskelse – for dagen gik bestemt ikke som planen ellers var.

Planmæssigt skulle jeg have vågnet og lavet bacon og æg. Så langt så godt. Jeg fik bacon og æg – men jeg kunne ikke helt få baconen ned. Til frokost skulle jeg planmæssigt have haft skinke og æg – men en situation opstod, hvor vi pludselig skulle afsted på hospitalet, så i farten fik min mand spejlet to æg til mig, som jeg spiste.

Og sidst, men ikke mindst, var det meningen, at vi skulle have haft kylling på grøntsagsbund. Men vi var trætte og flade, da vi kom hjem fra hospitalet – og der skulle bare mad på bordet – så vi lavede mørbradgryde af resterne. For lige at tjekke, at jeg nu ikke gør noget helt galt, fandt jeg min opskriftbog frem – og her kunne jeg konkludere, at min mørbrad-nød-gryde, ramte lige plet med hensyn til LCHF og i opskrifterne fandt jeg desuden en guarcemole, jeg kunne lave som tilbehør – så selvom dagen blev meget rodet, så har jeg spist helt indenfor rammerne. Eneste ting, jeg kan være lidt bekymret for, er at jeg ikke har fået fedt nok morgen og frokost.

Det glæder mig, at det er så forholdsvist nemt at lave mad, der rammer. Nøjagtigt en dag som idag, er sådan en dag, der normalt ville være mislykkedes, når vi taler fedtfattig kost, fordi det er svært, når man bliver presset. Men det var intet problem på LCHF – og vi endte endda med, at manden har frokost til 4 dage – og jeg har til imorgen.

Og motionen! Den klarede jeg 🙂 Manden og jeg fik gået nogle dejlige nytårsture – og så var der også oprydningen på vejen. Det gav go sved på panden.

Første dag er gennemført – og der er nu 364 dage til, jeg vil overveje, om dette er vejen for mig – eller om jeg hellere vil leve på en anden måde. Jeg er stadig fuld af gå-på-mod.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *