Ikke om jeg forstår det.
Når jeg læser om LCHF lyder det som sådan helt reelt: Fedt og protein er sundt. Kylhydrater – dem af dem, der ikke får mit blodsukker til at skyde i vejret, er guld. Men hvis man ikke taber sig, er det typisk fordi man ikke får fedt NOK.
Alene tanken om, at man kan være i en situation, hvor man ikke får fedt NOK – når man har brugt et helt liv på at være fedtforskrækket. Det er grænseoverskridende – og svært at få hjernen med på. Jeg forstår såment fint teorien. At fedt mætter – og at fedt fungerer som brændstof til kroppen. Jeg kan mærke, det er rigtigt: Er jeg småsulten, napper jeg lidt ost – og vupti kan jeg snildt holde mig til aftensmaden.
Og aftensmaden. Det er den største forandring. Jeg er frøken 3. portion. Jeg ELSKER aftensmad – og har tidligere ihvertfald spist 2 portioner – og også indimellem 3. I forgårs fik vi “Flyvende Jakob” . Kylling, bacon, tomat og – fløde. Jeg skovlede op på tallerknen som jeg plejer – og fik en masse blomkålsris til. Ikke på vilkår om jeg var i nærheden af at kunne spise op – altså af første portion. Jeg endte med at sidde og være flov over, at jeg faktisk havde fået skovlet hele to måltider op på en tallerken – og dermed nu skulle være en madgris, der måtte smide det ene fulde måltid ud.
En anden ting er, når jeg laver maden. Det med at vurdere, hvor meget, jeg skal lave, er også en kæmpe udfordring. Når opskrifterne er til 4 personer normalt, så passer det ikke til vores familie med 2 storspisende teen-agerdrenge, en småtspisende dreng – og to voksne. Normalt er det meget passende at lave mad til 8 – så er der også en enkelt portion eller to til frokost.
Men det er svært- for alle de andre spiser stadig meget! Også af det fede (hvilket jeg ikke helt forstå? Stopper de hvide kulhydrater for den der mæthedsfornemmelse, fedt giver mig?) Indtil videre har vi aldrig prøvet andet, end at der blev spist op – og alle var mætte – eller der er mad til to frokoster efterfølgende. Og det er helt ærligt meget rart.