Jeg elsker min ro.
Min mand og jeg har et helt andet forhold, end jeg nogensinde har prøvet før. Som udgangspunkt skændes vi helt eminent lidt. Alting emmer ro. Uenigheder løses i fordragelighed. Og hvis man kan mærke, den anden er edgy, forsøger at man hjælpe den anden med at finde roen igen. Der er så mange praktiske ting omkring det, at være vred: Man kan være sulten. Man kan være stresset eller træt. Og rigtig mange af de ting, kan tackles, hvis man anerkender, at det er det, der er galt – og ikke den tanke, der hvivler rundt.
Jeg har arbejdet på det siden min mand og jeg mødte hinanden. Og jeg kan mærke, at jeg bliver stadig bedre. Det er ikke kun han og jeg, der er gode sammen. Det er også alderen og følelsen af at blive klogere og have mere mentalt overskud. Efterhånden som mange stærke negative følelser, kan stoppes ved at stoppe sulten eller tage en lur og stresse ned, så er der færrer og færrer af de negative tanker. For i bund og grund vil vi hinanden. Sådan er det vel med os alle sammen: Vi vil hinanden.
Mens min vrede er ved at være væk, så dukker min forargelse ret tit op. Og når nu jeg har så fantastiske resultater med, at få min vrede væk, så vil jeg gerne arbejde på min forargelse nu, så den også kan komme væk. For den giver ingen mening.
Min far var fortæller. Og fortællere har en tendens til at male verden i meget klare, modsatrettede farver. Hvis ikke farverne er klare, så er pointerne i historien ikke helt så håndfaste og begribelige. Men de klare farver, skaber også modpoler. Fordi alting skal være så massivt. Enten det ene – eller det andet.
Og virkeligheden er jo, at det meget sjældent er markant skarpe og klare farver, vi står overfor. Normalt bevæger vi os i nuancer af grå.
Hvad ville der ske indeni mig, hvis jeg så nuancerne af grå, i stedet for at se farverne så karikeret? Hvad ville der ske, hvis jeg ikke brugte mig selv som udgangspunkt altid, men acceptede, at mennesker er forskellige og menneskers årsag til at handle, som de gør, er forskellige. Og nogengange, er det ikke meningen, jeg skal kunne gennemskue, hvorfor de gør det. Jeg skal bare se, at de gør det. Hvad ville der ske med min forargelse, hvis jeg gemte den til de uendelig få gange, der reelt er grund til forargelse?
Jeg kan mærke, jeg higer efter forargelsen. Og jeg kan mærke, jeg ikke er alene. Jeg er bestemt ikke fan af Trump og bliver det aldrig. Og her har jeg let adgang til min forargelse: Jeg kan mærke, jeg bliver vred, når han afskærer nødhjælpsarbejdere fra at hjælpe kvinder med familieplanlægning. Jeg kan mærke, min forargelse farver mine øre røde, når jeg hører, at han har udnævnt sin udnævnelsesdag som national helligdag. Og jeg kan mærke, at jeg syder indeni, når jeg hører, hvordan han vil bygge muren til Mexico. Men jeg kan også mærke, hvor lille og flov, jeg føler mig, når jeg finder ud af, at Obama da også lavede en national helligdag på nøjagtigt samme måde. Eller når jeg får at vide, at rigtig mange politikere før Trump har arbejdet aktivt på en mur til Mexico. Det er slet ikke så skarp skåret, som jeg først gjorde det til. Der er nuancer af grå.
I stedet for forargelsen, vil jeg forsøge at forstå mere. Ikke på Ekstra Blads versionen. Men i romanformen. Der, hvor det menneske, jeg lytter til, får lov at tale, til ordene stopper naturligt. Dermed kommer de med hele ubrudte argumentationer, hvorved forargelsen jages på vej af de helt finde nuancer.