Begrebet “mæt” og “appetit” er noget, jeg har arbejdet med i årevis. Men nu, hvor jeg spiser efter LCHF-principperne, betyder både “appetit” og “mæt” noget helt andet.
Appetit kunne jeg altid skaffe mig. Før spiste jeg jo efter principperne (som de fleste ander danskere) meget kulhydrater, lidt fedt – eller hclf. Nærmest uanset hvornår jeg sidst havde spist, så kunne jeg godt få appetit til lidt mere. Appetit handlede meget om duft og fornemmelser – og kom ikke ned til maven. Om jeg så havde mavepine efter sidste måltid, kunne jeg godt have appetit til det næste.
Nu starter “appetit” i maven. Når min normalvægtige mand, begynder at snakke om at være sulten og begynder at rumsterer rundt i køkkenet, kan jeg mærke nu, at hvis jeg fortsat er mæt, så KAN jeg ikke få appetit. Det kan godt være maden dufter godt. Det kan godt være, det ser lækkert ud – og jeg ved det smager godt. Men appetit får jeg ikke, hvis jeg er mæt. Det er en vild og underlig følelse. En følelse, jeg forestiller mig “normal-vægtige” i høj grad har i deres system.
Jeg mistede min mæthedsfornemmelse som barn af en række forskellige årsager. Og jeg har ledt efter den igen lige siden.
Netop “mæt” tror jeg, har rigtig meget at gøre med min overvægt. Min egen indre følelse af “mæt” er, når jeg ligger i sofaen og har ondt i maven af alt det, jeg har spist. Der, hvor man ikke kan rokke med ørerne og hvor man lige skal have en pause, før livet fortsætter. Følelsen af “mæt” tidligere end det øjeblik, findes ikke naturligt i min krop. Troede jeg.
Jeg har arbejdet meget med, at sige til mig selv, at “Sådan her føles mæt” – selvom jeg ikke har følt mig mæt. Men så nemt lader kroppen sig ikke snyde. Stopknappen er der ikke. Jeg har spist en afmålt portion mad og gjort alt hvad jeg kunne, for at fortælle mig selv, at “Nu er du mæt”. Men mæt var jeg nu ikke. Jeg var bare tom.
Nu bliver jeg mæt, når jeg spiser meget fedt. Fedt har en fantastisk effekt på den front. Det er ikke muligt at spise for meget. Og for første gang nogensinde oplever jeg “mæt” og “har ingen appetit”. Igår fik vi tacos og tortillias. Normalt ville jeg bage opsies til mig selv, så jeg har noget “brød” som de andre. Men igår kunne jeg bare mærke, at det var der slet ikke nogen grund til. Jeg havde spist en god frokost og selvom kl. var 19:30, var der ingen appetit what så ever. Alene tanken om at skulle sidde og se på de ander spise, var faktisk ikke tiltalende.
Da vi først sad der, spiste jeg salat, kød og ost, svarende til en lille tacosskal, mest fordi jeg også kunne mærke i kroppen, at det, slet ikke at skulle få mad, de næste 12 timer også var liiiige at trække den. Og så skulle jeg ellers ikke have mere.
Jeg forestiller mig, at mange mennesker vil finde ovenstående tekst underlig. Men har du selv mistet “appetit” og “mæt”, så ved du, hvor stort det er.