For to år siden fik vi fribilletter til UngEgedals og Egedal Musikskoles årlige teaterforstilling. Og nå ja – nu havde vi dem, og vi skulle ikke andet den aften.. såå..
Det er så sidste gang, vi har tænkt sådan. For hver eneste år, har UngEgedal og musikskolen formået at blæse os omkuld. Første år sad vi under hele forestillingen og ærgede os over, at vi ikke havde taget vores børn med. De var alle hos deres respetive andre forældre, men forestillingen første år handlede om netop alle de følelser og al den besvær, man går igennem, når man er teenager. Netop den alder vores børn havde – eller lige stod på trinet til at komme.
I år er helt specielt. Fordi reformationen har 500 års jubilæum i år, havde UngEgedal udvidet deres samarbejde, så det også omhandlede Udlejre Kirke. I de helt særlige lokaler, som et kirkerum er, var forestillingen flyttet ind. Og de brugte rummet på alle de måder, man kan.
Forestillingen “TRO” handler om Luther og hans mod til at gå imod det etablerede. Men også om, at da han så fik sat sine 95 teser op på døren af kirken, så mistede han et øjeblik sin tro, kun for senere at genfinde den. Det blev så uendelig smuk bundet sammen med historien fra 2017 om Lulu, hvis kæreste er død af en overdosis, men som lever i hende og som hjælper til vide om, at hun netop skal tro. Tro på sig selv. Tro på kærligheden. Tro på livet.
Frederik, der spiller Luther, spillede så man var blæst bagud. Og Lulu! Jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg græd lidt i en af de sidste scener. Det var så fint og godt fundet på. Og skuespillere og fantastiske sangere, der sang alt fra en salme til Coldplays Fix It, passede så fint ind i det rum, de blev placeret i. Alteret, prædikestolen og døbefont blev alle brugt, men på en respektfuld måde, der undersøttede forestillingen og kristendommens budskab om kærlighed.
Og i og med, at kirkerummet ikke er stort, er det svært at få scenografien til at gå op, men som publikum opdagede man ikke den kabale, for en projektor sørgede for en bevægende og hele tiden ændret baggrund, der hjalp op til at vide, hvor vi var – både i tid og sted, og prædikestolen og døbefonden blev helt naturlige baggrundsnuancer i fortællingen.
Fix It sunget af unge stemmer i et rum, der emmer af akustik… Hold nu op. Det var så gåsehuden gjorde ondt på armene.
Jeg glæder mig allerede til næste år.