Jeg har brudt mit LCHF. Jeg har iaften indtaget noget, der ikke er LCHF.
Men jeg må vist hellere starte med begyndelsen.
Iaften har vi fået rødspættepakker med spinat og dertil har jeg fået blomkålmos. Men jeg lavede også en forret. Bare fordi. Jeg havde en del chilier i overskud – og noget ost. Jeg fandt plastikhandskerne frem.
Halvt revet chedda blandet med philidelphia. Herefter tømte jeg chilierne for frø og hvidt ved at skære stilken af og bruge det hul til at bore kniven rundt i chilien, for at rense mest muligt ud. Herefter kom jeg osteblandingen ind i chilien. Jeg rev chilifrugerne let på rivejernet, så der var lidt ru at tage fat på, og så kom jeg ellers knust flæskesvær rundt om chilierne. Herefter stegte jeg mine chilier i smør.
Jeg forklarede det, da jeg serverede dem: “De grønne er jalapenios – og er til alle. De røde og de gule er habanero og det er kun yngste stedsønnen, der magter dem” Og så grinede vi.
Og øjeblikkeligt skulle yngste stedsønnen smage. Naturligvis skulle han det. Han fik fat i en gul. En af dem, der stadig var forholdsvis mange kerner i. Og han nåede kun lige at tygge lidt, før han var klar over, at det var en fejl. Det hele svimlede for ham. Han kunne mærke den stride chili i ørerne – og selv den ellers så milde blomkålsmos gjorde ondt på tungen. Vi grinede og pjattede. De grønne jalapenios var fine. De smagte rigtig godt, liiige med den der lille smule bid, der skal til, når man spiser chili. Han hentede mælken i køleskabet og slubrede vist mere af den, end resten af måltidet. Men efterhånden gav chilien sig.
Ældstestedsønnen og hans kæreste skulle alligevel lige prøve. Ældstestedsønnen var helt enig med mig i, at de grønne var goe. Men altså… Når nu de røde og gule lå der. Jeg er ikke sikker på, hvordan det skete, men efterhånden fik de lokket hinanden til at prøve. Ikke den store mundfuld som den yngste stadig kæmpede med, men bare små smagsfulde. Og jo… knægten overdrev ikke. Det er stærke sager. Manden min fik smagt – og mente mest, at de røde var værre end den gule, yngsteknægten allerede havde spist.
Og når alle ligesom har været der. Så er der ligesom ikke nogen vej udenom. På en eller anden måde er det pludselig bare en nødvendighed. Jeg startede med den røde – bare et lille stykke. Den smagte rigtig meget af chili – og ingen tvivl om, at jeg kunne mærke hesten sparke. Men det var hurtigt overstået. Og hvis den var midre slem end den anden… såååå… Jeg tog al indmaden af den gule. Mest fordi den smeltede ost smager fantastisk.
Det var så ikke det klogeste at gøre. Der var ubetinget et korn eller to imellem osten. Og når knægten mente, at den gule var værst, kan jeg kun give ham ret. Det var volsomt vanvittig stærkt. Så stærkt at jeg måtte gøre noget. Hurtigt.
Og det, der stod nærmest, var minimælken. Den fedtfattige. Den kulhydratindholdende minimælk. Det var først, da jeg havde drukket mine første deciliter, jeg kom i tanke om, at det da vist ikke var sagen. Jeg fandt fløde frem og tog en (uappetitlig) mundfuld. Og det virkede. Smerten fortog sig. Faktisk tror jeg fløden virker bedre end mælken.
Resultatet var, at vi var rørende enige om, at jeg skal lave chili cheese tops af de grønne jalapenios, der ikke er så stærke, en anden gang. Men jeg behøver ikke lave de stærke igen.
Men lur mig, om jeg ikke alligevel kommer til at gøre det.. for grinene og hyggen var faktisk ret god… Også trods smerten.