Jeg må erkende det uden blu: Jeg er gadgetfreak. Jeg elsker nye dippedutter, der kan lyse, måle og sende beskeder via bluetooth til en anden dippedut, der så kan blinke og gøre noget andet.

Især er jeg tilhænger af gadgets når det handler om motion og sundhed. Jeg har fundet min motivationsfaktor. Fine kurver, der krøller sig op og ned, der viser mig, hvor meget, hvor hurtigt og hvor længe, jeg har cyklet, gået eller bare moslet.

Mit V800 og min iPhone er indtil videre mine main-gadgets. Jeg føler mig ekstrem nøgen uden. Med gadgets kommer også apps. Steder at samle data, databehandle – og fremvise data.

Igår købte jeg mig en ny vægt. Den gamle fungerer sådan set meget godt, men den havde ikke en app. Bare tal, der dukkede op, når man stillede sig på vægten. Som inspiration og hjælp til min vægttabsrejse, så tænkte jeg, at jeg måtte have en vægt, der kan vise mig en masse ting om min krop. Så jeg købte en Tanita 901. Den kan ubetinget det hele på den halve tid.

Når man trækker frustrationerne fra om, at min mand ikke kan bruge sin androidtelefon til samme vægt, så virker den sådan set fint. Men nu kommer vi til det:

Jeg vælter mig i apps! Og jeg mister overblikket!

I tidernes morgen brugte jeg madital.dk – Det er et glimrende sted, hvor man kan lave kalorieberegning og lave vægtkurver. Jeg har benyttet mig af stedet i 12 år, så jeg har vægtkurver løbende for 12 år. Det er jeg faktisk rigtig glad for, for det hjælpe mig meget i forhold til at se, hvad der er “sådan som det plejer” og hvad der er “hov – helt anderledes”. Men madital kan ikke samkøres med noget andet …

Så begyndte jeg at bruge endomondo. Her var der den fordel, at man kunne skrive sammen med de af ens venner, der også dyrkede motion via app’en. Her samlede jeg igennem flere år al min fysiske aktivitet, inden jeg fik smartwatch mv. Men endomondo taler ikke sammen med Polar så…

Da jeg fik mit V800, var det pludselig en nødvendighed, at bruge Polar Flow, fordi det er den app, der synkronisere urets data med app’en. Og polar flow taler ikke sammen med endomondo – og den taler heller ikke sammen med madital.dk – så vægt eet sted, motion et andet.

Tilgengæld taler den sammen med MyfitnessPal – og så var der pludselig mulighed for at få kørt data sammen på en meningsfuld måde. Så jeg samkørte MyfitnessPal med mit Polar Flow og fik dermed overblik over hvad jeg spiser, hvad jeg dyrker af motion – og min vægt.

Hertil kommer en anden faktor, som er ret væsentlig, når man er kvinde: Min cyklus. For at registere den, har jeg for mange år siden downloadet app’en P tracker. Genial lille ting, der bare diskret og fint viser mig, hvornår jeg sidst havde min menstruation og hvornår jeg får den næste gang. Men se, det er jo data, jeg gerne vil have samkørt med min vægt – og med min maddagbog – for jeg er ikke i tvivl om, at der er en stor sammenhæng – f.eks. alene i det faktisk at jeg fast tager 1½ – 2 kg på, hver gang den dukker op sådan fra den ene time til den næste (Og nej – det er ikke fordi jeg grovæder i den time!)

Nu har jeg så fået min nye fantastiske vægt. Hun hedder Tanita – og jeg er faktisk lidt fan al alle de nye tal, procenter og kurver, jeg nu kan få ud af hende. Men igen: De data måtte rigtig gerne ligge sammen med oplysninger om min kost, min motion, min puls og min periode.

Jeg forsøger mig så med iPhones Sundhed, der forsøger at samle data .. men

ARRRRRRGGGGHHHHH

Det gør den ikke.

Så nu ligger mine sundhedsdata spredt med let fægtning ud over hele nettet i alverdens små apps. Og det, at sætte dem sammen – bruge dem sammen – som er hele formålet med at måle alle de ting, der er noget, jeg bliver nødt til at foretage mig ved at lave et excelark ved siden af – og så taste tingene der.

Det må være den kloge sundhedsappsudviklers næste skridt: At sikre sig, at tingene kan tale sammen!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *