Respekten for overvægtige – og for hvor svært det er at tabe sig – og holde overvægten væk, er ikke eksisterende. Og det gør ondt.

Jeg har tabt mig adskillige gange. Jeg har levet det meste af mit liv på en eller anden fedtforpint kalorietællende kur. 1600 kcal om dagen. 1700 kcal – og 20 km cykeltur. Det er ikke en daglig kamp. Det er en kamp minut-for-minut. Hele livet handler om kalorierne, jeg indtager – og kalorierne jeg forbrænder. Hele tiden – i alt hvad jeg foretager mig – skal jeg overveje, hvad jeg gør. Bevæger jeg mig nok nu? Har jeg kalorieoverskud nok til, at jeg kan spise frokost? Hvor meget frokost, kan jeg spise? Hvis jeg spiser for lidt kalorier, sætter jeg min forbrænding helt i stå (det er der så mange mennesker, der påstå, er løgn, men det har jeg nu oplevet igen og igen) Spiser jeg for meget, så taber jeg mig ikke. Måske jeg ligefrem tager på?

Jeg er kommet frem til sandheder om min egen krop. Jeg ved, at jo mere jeg spænder buen og spiser helt helt kaloriefattigt på sulteniveua, desto mere, er jeg også sikker på, at kroppen reagerer ved, at jeg stagnerer vægtmæssigt. “Du skal bare give det tid, så kommer vægttabet”. Er 2 måneder nok? 3 måneder? Begge er forsøgt – og jeg har stadig mere ret omkring min krop, end I har: Jeg taber mig ikke. Det er så sikkert nok, fordi jeg ikke forsøgte mig i 6 måneder eller 2 år.

Jeg ved, min psyke spiller meget stort ind i vægttab. Overskud og lykke, gør alting nemmere. Ulykke gør det svære. Store personlige kriser kan enten medføre meget store vægttab – eller meget store vægtøgninger. Det kommer lidt an på, hvad det er, og hvordan min verden ser ud op til. Men psyken spiller ind. Og den spiller ind dobbelt. For hvis jeg stiller mig op på vægten og skuffet må konstaterer, at en uge på 1600 kcal under nogen som helst slinger i valsen, har medført at jeg har taget 500 g på, så sætter den skuffelse sig i mig – og så er det endnu sværere at få det resultat, jeg gerne vil have, uden efter – også selvom jeg sætter alt ind og maks spiser 1400 kcal – og motionerer dobbelt så meget, bare for at sikre fremgang.

Jeg var til lægen for nyligt for at få at vide på alle de måder, man kan få det at vide på, at jeg er overvægtig. Det var min vægt, mit BMI, antallet af cm omkring min hofte, beregning af kolesterol i mit blod. Mængden af fedt i min mave omkring mine organer.

Jeg forklarede lægen, at jeg har forsøgt at tabe mig i al den tid, jeg kan huske. At jeg har spist 1600 kcal om dagen oftere end jeg har spist normalt. At jeg har tabt mig af mange omgange, men at hver omgang er endt med, at jeg har taget det hele på igen. 10 kg tabt, 15 kg taget på, 15 kg tabt, 20 kg taget på. Alt i alt har jeg tabt langt mere, end jeg vejer nu. Ikke desto mindre, har jeg jo taget det hele på igen gang på gang på gang.

Jeg forklarede hende, at jeg godt kan tabe mig, men det kan simpelhen ikke lade sig gøre, at holde det af. Jeg kan godt nøjes med at spise 1600 kcal om dagen i 1 år – 2 år. “Det er en stor viljekraft, at kunne det”, mente hun. Men når jeg begynder at tage på af de 1600 kcal, hvilket sker, når jeg har tabt mig tilpas meget, så på et eller andet tidspunkt kan jeg ikke mere. “1600 kcal er heller ikke meget”, sagde hun. Og det må jeg give hende ret i. 1600 kcal er for lidt til at føle sig mæt. Jeg er gået sulten i seng oftere end jeg har gået mæt i seng – sådan set over hele mit liv. Men jeg troede jo, at det var sådan det skulle være.

Jeg forsøgte at spørge lægen: “Hvad gør jeg forkert? Hvorfor tager jeg alle de tabte kilo på, når alle påstår, det alene er et spørgsmål om kalorier ind og ud?”

“Du skal bare spise flere farvede grøntsager”

Det er længe siden, jeg har følt mig så respektløst behandlet. Jeg har tabt over 100 kg – 100 g af gangen. Og jeg har brugt det meste af mit liv på, at undersøge mad, spist og vejet den. Hendes underkendelse af det kæmpe arbejde, der ligger i alene at tabe alle de kilo, viste hun netop der: Du skal bare spise flere farvede grøntsager. For det er netop poniten: Jeg kan ikke vinde!

Der er altid et lommefilosofisk trick, der kan sikre mit vægttab. Der er altid noget, jeg ikke gjorde helt nok – uanset hvad jeg har gjort. Uanset hvor lidt andre mennesker ønsker at være i mine sko og uanset hvor meget anerkendelse, de giver mig for at kunne holde ud at spise så kategorisk næringsmæssigt udpint. Man kan altid afskrive mit store arbejde med en eller anden lille detalje, som garantereret vil ændre det hele: Du skal bare spise flere farvede grøntsager. For 500 g. rødkål om dagen er ikke nok.

Når jeg har tabt mig næste gang – og spiser flere farvede grøntsager – OG alligevel tager på (for det kommer jeg til!) så vil den samme læge kunne komme med et nyt statement: “Det er fordi du ikke helt får blomkål nok”. Men jeg tager jo ikke 20 kg på, fordi jeg ikke får blomkål nok! Jeg tager ikke 20 kg på, fordi jeg ikke spiser rødkål nok!

Der er noget andet – og langt mere graverende – der mangler! At tabe sig  – og holde vægttabet, handler om noget helt andet og noget meget mere end kalorier. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg er ikke i tvivl om, at min krop mener, den skal være stor. Og jeg er ikke i tvivl om, at det er en nærmest umulig kamp, at vise den, at den skal den ikke!

Min krop nægter at indrette sig på, at jeg vejer det mindre. Der er nogle langt mere graverende og vigtige årsager til, at 97,5% af alle, der taber sig stort, 5 år efter vejer mere end de gjorde som udgangspunkt. Og hvis ikke snart det bliver taget seriøst af videnskaben, at det ikke “bare” er et spørgsmål om at tabe sig- og at det ikke “bare” er et spørgsmål om at spise farvede grønstsager for at holde fedten væk, så kommer vi ikke videre!

Jeg KAN ikke gøre den forskning selv! Selvom jeg har undervist mig selv uhyggelig meget (og alt for meget!) om kost og ernæring, så er jeg ikke videnskabsmand – og jeg kan ikke finde løsningen! Det kan de andre fede heller ikke. Fuldkommen ligesom sukkersyge havde brug for udvikling af insulin, så har vi brug for, at der bliver forsket i, hvorfor vi ikke kan holde vores vægttab. Og hvad man kan gøre, for at ændre på det.

Men så længe det omkringliggende samfund ikke påtager sig sin del af ansvaret for sygdommen og problematikken overvægt, så kommer vi ikke videre.

Det er ikke en mirakelkur, jeg beder om. Jeg beder om konkret hjælp. Ikke nedværdigelse. Ikke respektløshed. Men anerkendelse for det store arbejde, jeg gør – og hjælp. (Og nej – en diætist er ikke løsningen – for det handler ikke om fordeleingen mellem tomat og nødder!)

Så længe det omkringliggende samfund kan afskrive deres ansvar, alene ved at sige “Du skal bare spise med kål” – eller “…mindre rødder”, så kommer vi ikke videre – for det er ikke en hjælp! Det er netop en manglende forståelse for problemets omfang fysiologisk. Dette er ikke min kamp alene: Det er vores alle sammens. Og vi kommer ikke videre, før vi erkender det.

Så bliv ved med jeres nedværdigende “Du skal bare..” holdninger. Bliv ved med at tro, at det er et spørgsmål om kalorier ind, kalorier ud. Bliv ved med at tro, at det “bare er de fede, der er dovne”. For mens vi fede desperat kæmper nede i kviksandet, så er jeres manglende respekt for dette kæmpe store samfundsproblem, alene med til at skubbe flere og flere ned i kviksandet og holde dem der.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *