Vi er lige kommet hjem fra øre-lægen – og Jonathan er synligt utilpas. Men det kræver en længere forklaring.
Vi var for nyligt til lægen, for at få tjekket Jonathans hørelse. Talepædagogen nægter at arbejde med ham, før hans hørelse er blevet tjekket, så trods kirkeklokker og motorcykler i det fjerne, som Jonathan hører før alle os andre, drog vi først til lægen.
Jonathan skulle edder-bank-bukme ikke nyde noget af at have stukket lægens javertus ind i øret! Hvad havde hun TÆNKT sig?
Lægen var både sød og pædagogisk, men Jonathan var lige så stædig, som hun var tålmodig. Indtil hun kom til at sige, at hun skulle se, om der var mus i øret. “Mus i øret” sagde Jonathan og vågnede helt op. Og pludselig stak han selv øret frem, så lægen kunne stikke sit apparat ind.
“Det ser fint ud, men gå I hellere til ørelægen for en sikkerheds skyld” var hendes konklusion. Nu vidste jeg jo så, at Jonathan igen – lige om lidt – skulle have en javertus ind i øret – og belært af erfaringen fra lægen, rettede jeg ham ikke, når han nu løb rundt og sagde “Honathan mus i øret”. Faktisk gik det hen og blev en god leg, at mor skulle hviske til musene i øret. Han var helt glad for dem!
Ikke desto mindre var vi lidt bekymret for, “hvornår skaden var sket” – hvornår vi havde fået talt de mus ind i øret – for ALDRIG at kunne få dem ud igen. Det ville også være synd for min søn om 6 måneder, hvis han skulle tro, at der var en hel lille koloni af små mus i øret. Jeg ved, hvad tanken om en edderkop samme sted, giver mig af tics og gåsehud.. så vi var helt enige om, at musen blev i øret, til ørelægens undersøgelse – og derefter måtte vi HELT aflive DEN historie.
Idag var vi til ørelægen. Jeg forklarede ham kort, at Jonathan ELSKER sin mus i øret og at lægen gerne må se. Jonathan sagde selv “Se… læge.. Honathan mus i øret “og stak øret frem. Lægen hoppede med på legen. “Nu skal jeg se, om jeg kan se nogen.. Nejjj… jeg må vist hellere kigge lidt i det andet øre” Og vupti kom det andet øre frem.
Lægen hjalp os med endeligt af “aflive” ideen, om at der skulle være mus derinde. “Ikke mus i øret” sagde Jonathan helt trist, da lægen havde stukket 4 apparater ind i hver øregang. “Nej, Jonathan .. Du har ingen mus i øret!” Hmmm. Nå… okay så.
Det øvrige resultat var mere for os voksne: Jonathans hørelse fejler INTET – på NOGEN måde. Han har ingen vand i øret, der er hverken undertryk eller overtryk. Han er ikke døv (det var jeg ret imponeret over, at man kunne teste UDEN at Jonathan behøvede at reagerer) og han kan høre normalt på alle frekvenser.
Nu skal vi bare have givet musen en ordentlig begravelse.. for det VAR Jonathan gode ven.
Kan musen ikke bare bo under sengen i stedet 😉 – ej, det går nok også galt, men næsten lidt synd for Jonathan, at han nu skal undvære sin lille ven.
Hvad er der nu i vejen med mus i øret? 😉
Nå så er det spændende hvad paletædagogen siger;-). Ind i mellem tvivler jeg også lidt på sønnens hørelse når han sige r “Hvad sagde du” til den samme sætning sådan ca 5-6 gange, når jeg så til sidst bare siger “Aalborg” i ren og skær irritation svarer han pænt på spørgsmålet – efter at have sagt “neeeeeej ikke Aalborg” i øvrigt hører han alt der drejer sig om slik og chokolade rigtig godt, så mon det ikke bare er et sprøgsmål om at have vigtigere ting at gøre end lige at gide høre ordentlig efter;-)
Godty at ørerne er raske/friske. Jeg håber, at musem får en værdig begravelse 🙂
Det er det, der er så underligt ved mine unger.. De reagerer ikke på is og chokolade. Lægen hviskede til Jonathan “vil du have en chokolade” – det reagerede han ikke på. 10 min før hviskede jeg til ham “Skal lægen se musen” hvilket han svarede “jaaa.. lægen musss”
Fnis tænk hvis han får mus i knæet 🙂 han ender nok med at skrive en børnebog om det når han bliver større skal du se.
Her bliver der altså også kun reageret på ordet chokolade hvis man er sulten