Jeg gik i virkeligheden ind i butikken med en drøm: Når jeg ser mig i spejlet, ser jeg knaldgodt ud. Hvis jeg fik noget flot undertøj, ville det bare være prikken over i’et. Og her var butikken, der kunne hjælpe mig, med at sikre, at jeg føler mig sexet, føler mig levende, føler mig flot og at mine forholdsvis store bryster også sidder lige som de skal, for at sikre mig følelsen af at se godt ud.

Hun var virkelig sød – ekspedienten i Hunkemüller. Og det undertøj, de netop havde fået hjem, var da også rigtig fint. Lilla og sort. Lige sådan noget, jeg godt kunne bruge et sæt af, nu hvor jeg har fået fejlvasket det gamle. “Jeg skal bruge størrelse 85cm – og så i en skål D, E eller F”, sagde jeg.

“Så store størrelser fører vi ikke rigtigt” sagde hun, mens jeg så mig i spejlet, og nød det faktum, at jeg ikke længere er fed. At jeg ser knaldgodt ud – og at jeg bruger hvad der svare til en størrelse large i tøj. En størrelse 40-42 i bukser. “Jeg har denne her”, sagde hun og gik over til et stativ godt gemt af vejen omme bag det hele. En stor småtarvelig BH uden noget særligt over sig. Konet – og med det ene formål, at holde brysterne af vejen. Det var så mit udvalg. Fordi jeg er “for stor”.

Jeg er GENNEMSNITSSTØRRELSE. Jeg er ikke engang i den store ende. Jeg er gennemsnitsstørrelsen af kvinder i Danmark. Ikke desto mindre er det ikke muligt for mig at gå ind i en almindelig butik med undertøj og købe mig en BH. Det er jeg for stor til.

Men altså de kunne godt klar en størrelse 65cm i en E skål. At E-skålen så reelt fylder mere end de 32cm, der er af “forparti”, er ikke noget man finder underligt. “Det er jo til silikonebryster.” Det er kun godt, at der er mere bryst end krop. Men en almindelig BH til en almindelig kvinde i almindelige størrelse: “Det fører vi desværre ikke her”.

Det er skægt, for skålstørrelserne har de jo. Men på et eller andet tidspunkt de sidste 20 år, stoppede logikken med, at hvis man har store bryster, er det typisk også fordi man er bred under brystet. At tingene har en naturlig sammenhæng. Naturligheden er væk: Silikone er tilsyneladende det nye normale. Og kvinder er kæmpestore, hvis de er 80cm rundt under brystet. Jeg har aldrig prøvet at være mindre! Fra jeg var 15 år og frem – også lang tid før, jeg blev overvægtig.

Og den stakkels ekspedient forstod mig godt. Hun var selv noget lavere end mig : “Jeg bruger også 85cm”, svarede hun “.. og jeg kender godt frustrationen”.

Jeg gik ud af butikken med en følelse, jeg har haft 1000 gange før – men som jeg aldrig kommer til at acceptere. Jeg gik ud af forretningen med en følelse af, at det er min krop, der er forkert – ikke de skide producenter, der ikke laver tøj til kvinder, men kun til børn med bryster. Jeg gik ud af butikken med en følelse af, ikke at slå til som menneske. Ikke at være god nok til at have pænt undertøj. Til at være anden klasse. Til ikke at høre til.

Og det må simpelhen stoppe nu. Jeg er bestemt lækker! Jeg har intet at undskylde for, eller være ked af. Det er ikke mig, der skal undskylde: Det er Hunkemüller! Det er deres butik, der underkender mig, min størrelse, min krop og min selvforståelse. Og det er fandme ikke ok!

Så – mål dig selv under brystet, før du gå i Hunkemüller. Hvis du er mere end 80 cm, så lad være med at gå derind, for din oplevelse vil blive, at du er forkert. Tilsyneladende har man ikke brug for BH, hvis man er 85cm under brystet!

Du kan så få lov at købe deres lorte BHer på nettet – der har de “de store størrelser”. Men der kan du ikke få lov at prøve dem! Så det er ren “gæt et nummer”.

/ ..sagde hunden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *