“Jeg spiser LCHF”.
Jeg har opdaget, at det ikke kun er et spørgsmål om en kur – sådan som jeg har prøvet det meste af mit voksne liv. LCHF er en livsindstilling.
Nogen af tingene accepterer jeg helt uden at sætte spørgsmål ved dem. Jeg er glad for alle mine grøntsager og det er dejligt, at kunne proklamere, at jeg skam spiser mine 600g grønt om dagen. Ligesom jeg får den væske, jeg skal have. Jeg har det fantastisk med, at jeg får dyrket al den motion (selvom jeg har dage, hvor jeg har svært ved at overskue det)
Ikke at spise sukker, giver også vanvittig meget mening for mig. Uden at jeg behøver forklare yderligere. Lige sådan har jeg det med at forsøge at undgå tilsætningsstoffer og E-numre. Det føles bare rigtigt og jeg er virkelig glad for al den kemi, der ikke kommer indenbords længere. Og økologi! Ren fest: Jeg forstår det så godt – og vil aller helst kun købe økologisk (- men må alligevel sande, at det er der ikke penge til altid)
Men så er der så de andre ting. De ting, jeg mildest talt har brugt tid på at komme mig over. “Al den fedt er ikke sund”. Altså det sidder jo så uendelig dybt i mig. Jeg har brugt langt det meste af mit voksne liv på at forsage fedt. Og pludselig er fedt det eneste sagliggørende? Og ja – tiden har vist mig, at fedt ikke er så farligt. Ikke desto mindre sidder der stadig en fedt-forskrækket mini-mig i mit hoved, og fortæller mig, at nu… nu går det nok galt.. for fedt må da være usundt.
Og så er der den der “mæt”. I starten var jeg bare forvirret. Forvirret over, hvad mæt betyder. Tænk, at gå i seng uden at være sulten. Det har jeg ikke gjort i årevis. Det har været en del af min søvnforstyrrelse, uden jeg anede det dengang, for det er svært at falde i søvn, når maven rumler. Men tænk, i stedent for at tænke: “Det er nok sundere for mig, at jeg er mæt”, så tænker min autopilot: “Jeg taber mig da aldrig nogensiden, hvis jeg altid insisterer på at proppe mig, så jeg er så mæt” Ikke desto mindre er det jo netop, det jeg gør! Jeg er mæt – jeg taber mig!
Min fornuft ved det godt: Alle de års sult. Og her mener jeg vitterligt alle de ÅRs sult, har smadret alt, hvad der er af naturlig forbrænding. Min krop er i konstant kaos-niveau, fordi jeg har lært den, at den bestemt ikke sådan skal gå rundt og føle sig sikker på, at der kommer mere næring. Jeg ved ikke, hvorfor min auto-pilot mener, at det er bedst at være sulten. For al logik siger mig, at en krop fungerer bedst med den bedste næring, ikke ved at sulte den. Ikke desto mindre dukker den dårlige samvittighed op hver eneste aften, når jeg igen erkender, at jeg er gået mæt i seng.
Og så er der min vægt: Jeg ved udemærket godt, at når jeg cykler hver dag – så meget som jeg gør- og når jeg er i overgangsalderen, som jeg helt sikkert er, så er tallene på vægten sekundære. Det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at jeg gik fra en størrelse 46 – til en størrelse 44 – til 42 og nu til 40. Og de sidste tre numre er jeg faktisk skiftet imellem uden at tabe ret meget mere end 5-6 kg. Vægttabet og sundheden ligger ikke i vægten. Det ligger i kroppen. Og jeg kan jo mærke det. Jeg har en sund, rask krop, der til stadighed bruger en mindre del af bæltet – til stadighed bruger mindre størrelser i tøj – også selvom vægten reelt står på det samme. Men jeg kommer mig aldrig helt over det: Jeg har virkelig brug for, at vægten følger med ned.. og det gør den ikke, som jeg drømmer om.
Jeg øver mig hver dag. Jeg øver mig på at huske på, at det er rigtigt, det jeg gør. At det virker. Men jeg oplever ofte tvivlen dukke op. Jeg oplever ofte, at jeg tilskriver små negative ændringer i min krop, til LCHF, i helt urimelig grad. For da jeg, før LCHF, ikke kunne sove og måtte tage piller til formålet, da tænkte jeg ikke et øjeblik over, om det kunne være min (manglende) kost. Det var jo “almindelig kost” og almindelig kost, er jo rigtig.
Men eftersom LCHF indimellem virker grænseoverskridende, er jeg vanvittig god til at have netop det, som første tanke – uanset om jeg slår min tå, eller jeg ikke kan sove en nat: “Det er nok min LCHF kost, der er forkert”. Sjovt, at det er sådan, taget det faktum i betragtning, at min helbredstilstand – både den målbare og den, jeg alene kan mærke- er blevet markant forbedret i året, der er gået.
Jeg øver mig stadig på min mentale LCHF. For det er svært at løbe fra. LCHF har givet mig en langt sundere krop – og et langt sundere mentalt helbred.