Når de sidste krampetrækninger, bliver de første skridt op

Jeg er virkelig dybt imponeret. Jeg mener selv, jeg har været vidne til noget, der minder om en overmenneskelig handlinger.

I december besøgte jeg min datter i Odense. Besøget var både rystende og ulykkeligt. Ideen var, at tage over og julehygge, da hun ikke havde haft overskud til at tage over til os og være sammen med os til en julefrokost. “Hvis du ikke kommer til julen, så kan vi komme med julen til dig”.

Kærsten og hendes lejlighed emmede af netop det, jeg i den grad kunne mærke på min datter: Håbløshed, ulykkelighed, uoverskuelighed, opgivenhed. Hjemmet fremstod som nærmest opgivet. Hjemmet var gennemrodet – og nedenunder stod skidtet højt. Jeg var helt ærligt dybt rystet. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre – og havde allermest lyst til bare at tage min 22 årige datter og tage hende med hjem.

Vi talte meget sammen. Hun fortalte, at hun havde tid hos en psykiater, efter både psykolog og læge havde konkluderet “depression”. Og netop i min datters tilfælde, behøvede man slet ikke hverken læge eller psykolog. Det stod i panden på hende. Jeg har set rigtig mange mennesker, der har depression – aldrig har jeg set det så tydeligt, som i min datters blik. Der var intet lys tilbage. Intet håb.

Alle daglige rytmer var væk. Badet var uoverskueligt. Rengøringen var udelukket. Morgen og aften gled sammen – og mest gik tiden med en uforløsende og utilstrækkelig gråd.

Vi talte om en sygemelding, som jeg slet ikke var i tvivl om, var nødvendig, fra studiet. Som jeg så det, havde jeg svært ved at forestille mig, at hun ville kunne komme tilbage til studiet før mindst 6 måneder efter.  Helt ærligt: Jeg havde faktisk svært ved at forestille mig, at hun overhovedet skulle kunne komme tilbage til studiet.

Det var ganske enkelt forfærdeligt at se, som mor.

Al den julehygge, vi skulle have gjort, endte med at blive førstehjælp for hendes og kærstens lejlighed – uden at det på nogen måde gav noget som helst. Jeg var tung om hjertet – og helt knust, da jeg tog hjem igen. Bange for fremtiden for min datter. For ingen tvivl: Hun havde det helt urimeligt hårdt. Og jeg havde ikke løsningen.

Jeg gav hende og hendes kæreste et tilbud: Jeg ville komme tilbage og sætte lejligheden i stand. Bruge en weekend på at muge ud. Min ide var, at når der kom lys og god duft af rent ind i lejligheden, ville det være bare lidt nemmere at gå ud i bad. Vi aftalte første weekend i februar.

Nytårsdag kunne min datter fortælle mig, at hun havde haft et enkelt øjeblik af fred. Nogle timer, hvor hun ikke var ulykkelig. Bare nogle timer. De timer satte gang i en handlekraftighed, som burde være umenneskelig:

Min datter, der havde svært ved at overskue at tage et bad, tog en beslutning om, at kravle op.

Hun slog op med sin kæreste – og lade planer for, hvordan fremtiden for hendes studie skulle være. Hun tørrede tårerne bort – og gik til eksamen få dage efter hun havde brudt med kæresten.

Mit “rengøringsbesøg” blev udskudt en uge. For den planlagte weekend endte med, at være den weekend, hvor hendes ekskæreste flyttede tilbage til København. Billeder fra weekenden viste til fulde, at ekskæresten på ingen måde havde gjort bare det mindste for at rydde lidt op efter sig selv. Lejligheden var om muligt i endnu værre tilstand, end da jeg var på besøg.

Og da jeg så endelig ankom til vores fælles “rengøringsweekend” havde min datter totalt taget røven på mig. Hele lejligheden funklede. Der var rent i alle hjørner. Al rod var ryddet op. Alle gulvet var nyvaskede. Der var ingen opvask – og køkkenbordet var helt ryddet og rent. Og soveværelset: Nå ja – hun havde sågar redt seng!

Ekskæresten havde været ude i under 10 minutter, før hun havde taget fat. Og hun havde gjort rent uafbrudt i flere dage.

Der var bestemt hjørner, vi så kunne tage fat på: Jeg har renset ovn denne weekend – og pudset vinduer. Og der er skuffer, der er blevet ryddet op i. Men arbejdet var et helt andet, end det, jeg mentalt, havde forberedt mig på. Og der var mange timer, hvor vi bare kunne hygge sammen – lave god mad og snakke.

Den pige, jeg efterlod i Odense i december, var ikke selv i stand til at rydde op overhovedet. Hun var ikke i stand til at overskue en opvask. Den pige, jeg mødte i weekenden, havde fået et gevaldigt overskud af, at hele lejligheden nu var sat i stand – vel og mærket af hende selv.

Jeg kunne mærke hende igen. Jeg kunne mærke al den kærlighed og al det håb, hun indeholder. Hendes drømme var tilbage i øjnene.

Jeg har efterladt min datter i Odense. Og mens jeg i december reelt havde opgivet, at hun kunne gennemføre den uddannelse, hun har brugt de sidste 7 år på at få lov at tage, så er jeg nu slet ikke i tvivl om, at hun nok skal komme igennem. Hun kommer ihvertfald ikke til at give op.

For de tre eksamner, hun tog, midt i orkanens øje – midt i depressionens mørkeste rum og midt i bruddet med en kæreste igennem 3 år, har hun bestået. Hun er dermed godt på vej videre.

Min datters studie bliver aldrig en dans på roser. Det er svært og tungt. Men sådan skal det være. For 2 måneder siden, var jeg ved at lave planer om, hvordan jeg kunne få hende hjem – og få hende til at sigte efter noget andet.

Idag er jeg slet ikke i tvivl om, at hun nok skal klare den. Med gode veninder, hårdt arbejde og dedikation. For min datter er en kæmper, jeg aldrig har set mage før.

Min datter tog to timers indre ro og brugte det som trin op af stigen – op imod normaliten. Mens jeg ville tro, at en depressiv ville bruge to timers fred på bare at lukke øjnene og bruge roen til lige at trække vejret, så tog min datter tre skridt op af stigen. Hun satte sig og forsøgte at få pusten igen – og ved første lille bitte hul i det mentale underskud, tog tre skridt mere op.

Undervejs fik hun rystet hele sin egen verden. Hun slog op med sin kæreste igennem tre år. I stedet for at falde ned af trappen og ned på bunden igen – så lukkede hun øjnene og hvilede et øjeblik, før hun igen tog et skridt op af stigen. For hun ved godt, at for enden af stigen, er solen. For enden af stigen er der frisk luft, ro og kærlighed. Og på ganske umenneskelig vis, har hun besluttet sig for at nå derop.

Hun er der ikke endnu – men jeg er ikke i tvivl om, at hun kan mærke solens stråler i ansigtet. Jeg er ikke i tvivl om, at hun nu kan se op.. Der er ikke længere kun konstant mørke.

Jeg har aldrig set så voldsom en forandring i et menneske, som det, min datter har præsteret de sidste 2 måneder. Jeg er helt ærligt målløs!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *