I årevis har jeg været begavet med nogle ekstra børn. De er så tæt på mine som de kan være og jeg går aldrig af med dem. Jeg er glad for at have dem på besøg – og jeg er slet ikke overrasket, når min underbo står foran Wii alene i lejligheden, mens datteren er taget i byen. For dette er underboens børns ekstra hjem. De er altid velkomne her – med tryk på altid.
For det er en gave at have venner på den måde. Venner, der lige kommer på besøg i hjemmesutter og lige tager computeren med sig. Det er en gave at være så tæt på, at man lige kan trampe lidt i gulvet, for at sige godnat.
Vi har så været så heldige, at der er flyttet en dreng på 6 år ind ovenpå. Og Jonathan og vores overbo har i den grad fundet hinanden. De passer enormt godt sammen på mange punkter – og leger utrolig godt sammen. Livet foregår pludselig i to etager.. Indimellem er de her – indimellem der. Indimellem spiser de her…indimellem der. Indimellem kommer der et øjebliks surhed – og så er det rart, at der kun lige er 16 trappetrin hjem.. Når surheden så er forsvundet – så er de 16 trappetrin lige så rare – for så er der ikke langt tilbage til vennen.
Lige nu ligger der to drenge og sover. De sover, kun kort tid efter de højtideligt havde lovet hinanden, at de ville snakke sammen HELE natten. De er nøjagtigt som to 6 årige skal være – og de bliver mere og mere vant til hinandens selskab. I højere og højere grad føler Jonathan bare, at han kan løbe ovenpå, når det passer – og overboen kan komme herned.
Jeg havde selv netop sådan et venskab. Og det er ubetaligeligt. Jeg elsker, at begge mine børn nu har sådanne venner. For man kan komme så tæt på. Og man har en tryghed. Der er altid nogen i nærheden, der kender mine børn – og som er parate til at hjælpe – og omvendt er det jo ingen sag at hjælpe den anden vej, når ungerne nu nyder sådan at være sammen. Om man tager een dreng med hjem eller to – er jo ikke det, der spiller nogen rolle.
Nogen fordele er der ved at bo i lejlighed.