TM Palshof har skrevet en bog. En boghandler i Lyngby anbefaldede mig den i forbindelse med julegaveindkøbene – og da min mand ikke rigtigt kom igang med den – så nappede jeg den. “Der sker ligesom ikke noget i den” sagde han.

Da jeg havde læst 20 sider var jeg ikke super enig med min mand. To mennesker, en kvinde og en mand, findes hængt i et træ. Fødderne er ædt af dyrerne i junglen og øjnene er væk fra øjnæblerne. Og 2 agenter kommer ind i en sommerfuglebutik (den underligste længe) – hvor en mand kommer ind og springer hele butikken i stykker inkl. en kvinde, der viser sig at være flere 100 år gammel.

Jeg bliver nødt til at sige, at jeg tror, min mand ikke helt har fået læst de der bogstaver på siderne. For man kan ikke påstå, at handlingen er langsom undervejs.

De første 100 sider brugte jeg på at forsøge at definerer genren: Til at starte med, er der en del Chris Carters råhed over scenarierne. Meeeen..  Er det Men In Black wannabe? Måske blandet med X-files? Eller nærmere nogen af de mere klassiske agentpar? Efter 100 sider bliver man nødt til at erkende, at dette er en genre for sig selv.

Jeg slugte bogen. Det er først og fremmest en krimi – men med et meget overraskende underliggende tema, der i den grad underbygges historien igennem og som der så også leveres på, når først man får opklaret, hvordan det hele hænger sammen. Så smukt.

Jeg glæder mig meget til næste bog i serien. Ingen tvivl om, at jeg skal læse den, når den kommer.

Jeg oplever to slags bøger: Dem, der gør, at jeg ligesom ikke orker at læse bogen færdig – og dem, der giver mig lyst til at kaste mig over endnu flere bøger, fordi oplevelsen er så fed.
Sommerfugleklanen er sådan en bog, der giver mig mod på at læse mere. Så nu vil jeg kaste mig over en ny bog – og se om mine læselyster bliver styrket yderligere.

/ Bog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *