Det var den lykkeligste dag i mit liv, den dag, min datter blev født.  Jeg har elsket hver eneste dag, jeg har været hendes mor. Den rolle har været og er den vigtigste rolle, jeg overhovedet nogensinde har haft. Og jeg var så uendelig stolt af hende, da hun tog sine første skridt ud i voksenlivet. En stolthed, der ikke et sekundt er falmet, tværtimod.

Ikke desto mindre står jeg nu på den anden side af børneopdragelsen. Hun er 23 år gammel – og hun vil helt sikkert frabede sig yderligere opdragelse fra min side. Faktisk er hun flyttet til Odense – langt væk fra mig. Og hun lever et liv, jeg slet ikke er en del af i hverdagen. Det er hende vel undt. Der er en helt særlig vej for hende – og hun skal nok komme godt på vej, for hun har, om nogen, ben i næsen.

Og her står jeg så. Helt uden den datter, halvdelen af mit liv drejede sig om. “Hmm.. hvad nu med ham din søn”. Jo, bevares. Han er der stadig, naturligvis og heldigvis. Jeg nyder ham og hans fantastiske udvikling dag for dag – hveranden uge, som den skilsmissemor, jeg nu er.  Følelsen af at stå i bagkanten af børneopdragelse bliver kun større om nogle år – når han også forlader reden.

Hvad er der så – der på den anden side af børneopdragelsen? På den anden side af madpakker, tøjvask, befalinger om hårredning, skoletaskepakning. lektielæseri, dybe samtaler og morgenrutiner?

Det viser sig faktisk, at man gerne må have tid til sig selv. Underligt, sært og indimellem så angstprovokerende, at det ender med at man kaster alverdens gøremål ind i kalenderen for at sikre at man ikke opdager al den tid, man nu har til rådighed.

Samtidigt med, at tiden i højere grad igen bliver min egen, bliver jeg også smerteligt bevidst om, at dagens uendelighed forsvandt undervejs som jeg blev ældre. Dagene føles kortere dag for dag.

Resten af livet kommer jeg til at nyde godt af frugterne af min børneopdragelse. Forhåbentligt får jeg lov at følge begge mine børns armtag med livet. Forhåbentligt på så stor afstand, at der er plads til politikarbejde, til gode bøger og til endnu flere par-aftner med min mand – bare ham og mig.

Det er underligt at stå her.. på den anden side. Lidt tomt. Men vanvittig smukt og med en fantastisk følelse af, at det var det hele værd: At rejsen med børnene, har gjort resten af mit liv endnu mere værdifuldt. At børnene var dem, der skabte det, der i virkeligheden er mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *