Det kan ikke siges kortere. For jeg forstår vitterligt ikke bilkørsel – fra chaufførens side.
“Det er der, jeg kobler af” siger min mand. Det er ham, der hver morgen kører os fra Ølstykke til Hvidovre. Hver morgen. Og hver morgen sidder jeg ved siden af og hækler, tjekker facebook eller bare sidder og venter på, at turen er overstået og jeg kan komme igang med den transport, jeg vitterlig er fan af: Min cykeltur de sidst 10 km ind til mit arbejde.
“Kobler af”. Jeg er nogenlunde lige så afkoblet og fri, når jeg kører bil, som jeg ville være, hvis en japansk bondagekunster bandt hænder, ben og fødder sammen på mig – og hængte mig op i loftet. Og selv der, vil jeg da i det mindste selv have ret til at tænke, som det passer mig. End ikke det, kan jeg tillade mig frit, når jeg kører bil.
Jeg tror, noget af min antipati handler om ideen om den der frihed. Een ting er, at alle mine lemmer – og mit hoved, skal være igang samtidigt. Men friheden findes jo så heller ikke uden for sardindåsen. Der er een vej frem i morgentrafikken. Og vejen er fyldt med andre frihedshungrede elitebilister, der alle som een tror, at de kan komme hurtigere frem trods metalstangen af stillestående biler, der holder foran dem.
Elitebilister, der bestemt ikke er bange for at fortælle mig (med brug af horn, lygter, ved at kører op i røven af mig og ved farverige fagter), hvorfor netop min kørsel er for langsomt, for langt fra den forudkørende bil, for forsigtig eller bare for meget sådan mere generelt. Og jeg undres hver gang en irriteret billist kører forbi mig – eller placerer sig 0,5 meter fra min krog på motorvejen – med 110 km/t, for modsat alle andre, så kigger jeg på de der runde skilte ved vejen – og sætter min fartpilot til nøjagtigt det tal, der stod i cirklen. Modsat mange andre, så er jeg fan af bremseafstand – for jeg synes virkelig køleren af min bil er ret pæn som den er. Men det er mig, der er noget galt med.
Friheden er en illusion. Virkeligheden er: Jeg har absolut intet manøvrerum i Københavns morgentrafik. For der er 2 meter til bilen foran mig – og det eneste, jeg kan vælge er, om jeg vil trille 1,6 m frem i bilkøen eller 1,4 m. Ingen af delene er noget, jeg opfatter som frihedsskabende!
“Nyd landskabet, du kører igennem”. “Hvilket landskab”, kan man tænke, når man holder i røven af en stor lastbil, der ligesom min bil, bevæger sig med under 10 km i timen. Hvis han så i det mindste ville have en lysavis – eller en monitor, der viste morgennyhederne – på bagsmækken af lastbilen – så ville jeg da i det mindste kunne se noget. Men næ nej. Han nøjes med at køre rundt i en meget stor dræbermaskine, hvor alle er enige om, at hans udsyn kunne være bedre – og hans bremseevner er meget tunge i det… så der bagved ham, er da klart, det jeg foretrækker. Her kan man så i det mindste sige noget positivt om de 10 km i timen – jeg forestiller mig, at det gør mere ondt hvis lastbilen kører 100 km i timen.
Og udsigten?
Mit blik bliver ved med at trækkes hen imod cykelstien, hvor mit røde cykellyn mangler og hvor jeg 100 gange hellere ville bevæge mig.
Cyklen er nemlig frihed.