Jeg har netop face-timet med min datter. 1 time. Hun er i selvvalgt karantæne, så jeg kommer ikke til at se hende – mindst i 14 dage. Nok også længere. Og selv hvis vi ses – så er knus og kram udelukket. Det var hende, der sagde det: “Man burde skrive dagbog”.

Verden er blevet vendt på hovedet på en måde, så det knap er til at forstå. Alting er anderledes. Alting er forandret.

Det første Corona-tilfælde blev opdaget på min 49 års fødselsdag: 27. februar 2020. Det var stadig nyt, eksotisk. Anderledes. En kinesisk virus, der blev spredt. Endte i Italien, hvor især Norditalien blev hårdt ramt. Og de danskere, der havde været på skiferie, tog den med hjem.

I starten “inddæmmede” man smitten. Måske i et spinkelt håb om at undgå en epidemi i Danmark. Mennesker kom i karantæne 14 dage, når man var bekymret for, at de kunne have været i berøring med een, der er smittet.  Det var langt væk fra min hverdag – og så alligevel. For så var der 2 og 3.

Den 6. marts lyttede jeg til Borgen Unplugged. De talte om, hvordan det var “belejligt” og vist også “lidt søgt” at Mette Frederiksen kunne bruge Corona til at fjerne fokus fra det, panelet den dag mente “den sørste krise for regeringen”. D. 6 marts var der 20 smittede.

SF holdte landsmøde. Der var en restriktion: Man måtte maks være 1000 mennesker samlet eet sted – grundet Coronavirus. Landsmødet var knap 500. På landsmødet blev der hilst med albuer og støvleinderspark. På landsmødet blev der brugt store mængder af håndsprit. Det var stadig bare noget nyt.. En forholdsregel. Noget, der føltes som om det ville forsvinde igen lige så hurtigt, det var kommet.

På den mere private note, så blev min mand sendt hjem fra arbejde d. 10. marts med besked om, at blive hjemme i 14 dage. Det var beredskabskarantæne: Man ville sikre, at der var nogen, der var friske, hvis dem, der var på arbejde, blev syge. Nogen skulle tage over for nogle andre. På mit arbejde blev vi opfordret til at arbejde hjemme mest muligt.

Onsdag d. 11. marts 2020 var der 514 smittede – en fordobling i forhold til bare dagen i forvejen. D. 11. marts blev så dagen, der ændrer Danmark og Danmarks retning for resten af min levetid.

Den 11. marts 2020 tonede Statsminister Mette Frederiksen frem på skærmen, for at meddele alle, at nu var skoler, gymnasier, universitet lukkede. At alle arbejdspladser blev opfordret til, at kan man, så bør man arbejde hjemmefra. Ingen må længere forsamles over 100 personer af gangen. Biblioteker og kulturværesteder lukker.

Danmark lukkede den aften. Og vi så måbende på.

Min første indskyldes var at komme i kontakt med de mennesker, jeg holder. Jeg fik skrevet over messenger til alle dem, der er mig vigtigst. Min anden indskyldes var: “Fuck – min mor har cancer – og er i kemo-behandling”. Hvordan tackler man det?

 

/ Corona

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *