Skridt for skridt ..

27. februar 2020: 1 smittet. “Det forventede vi”.
5. marts 2020: “Lad være med at samle jer over 1000 mennesker og følg anvisningerne: Ingen fysisk kontakt og sprit af”
10. marts 2020: “Hvis I kan blive hjemme – så bliv hjemme”.
11. marts 2020: “Bliv hjemme.” Alle skoler, institutioner mv. lukkes – Danmark lukkes ned

Da beskeden kom  onsdag d. 11. marts, var det dybt chokerende. Det var vildere end noget, vi kan forestille os. Men …. det kom i røven af en masse andre tiltag. Vi vidste godt, at yderligere restriktioner ville komme. Vi fornemmede det helt klar.

Hver dag sine restriktioner. Hver dag lidt mere lukkethed. Og det vildeste er faktisk ikke restriktionerne. Det vildeste er vores evne til at være i dem.  Vores evne til hele tiden at accepterer et nyt “normal”. Vores evne til at omstille os.

I går var “normal”, at alle går hjemme så vidt muligt. I går var “normal”, at vi havde fået etableret vores hjemmearbejdsplads og sad ved den. I går var “normal” at jeg holder 1 meters afstand alle steder. Host i ærmet og husk spritten. Min normal var, at jeg kørte min mor til kemo. Og derfor først afsprittede bilen og hele hjemmets dørhåndtag.

Klokken 16 kom der en ny normal: Alle lande gik i orange. Udenrigsministeret mener kun man skal rejse til andre lande, hvis det er virkelig, virkelig bydende nødvendigt. Det tog kun 1 time – så havde mit sind accepteret den udvikling. 1 time – så var det “det nye normal”.

Klokken 19 kom næste “ny normal”: Alle grænser er spærret. Kun danskere må komme over grænsen og alle danskere anmodes indbydende om at komme hjem – NU. Vores grænser er nu lukket i dag kl. 12.

Danmark har nu lukket sig om sig selv. Og nu – 12 timer efter Mette Frederiksen stod seriøst og fortalte, at alle danske grænser vil lukke.. Allerede her kl. 7:38, er det min nye normal, som føles som en virkelighed, jeg har levet i længe.

Først og fremmest, så er det, der er skræmmende lige nu, at rigtig mange af vores gamle og svage kommer til at dø af dette. Men dernæst er det mest skræmmende, at vi ikke ved, hvad det er for restriktioner, der kommer lige om lidt.

Det paradoksale i det er så, at det tryggeste i hele dette scenarie mærkeligt nok netop er de restriktioner og formaninger, der er sat op: De er nemme at forstå og nemme at følge, selvom de griber omfattende ind i vores liv.  Mine hænder er allerede ru af alle de gange, jeg dagligt afspritter.

I en fuldkommen ny og uforstålig verden hvor vi stadig famler os frem, er det rart at kunne få lov at gøre noget aktivt.. trods alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *