Min mor er en af de gamle, der er grunden til, at vi lukker Danmark ned. Hun har cancer og får kemo og er lidt oppe i alderen. En gang om ugen kører jeg hende til Rigshospitalet – og tilbage igen, for at sikre, at hun får sin behandling. Hun har nærmest ikke noget immunforsvar. For hendes – og de øvrige cancerramte patienters skyld – må jeg end ikke gå med op på afdelingen.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at netop min mor, er en af dem, der ikke kan tåle covid-19/corona.
Jeg har verdens bedste søn. Han er 16 år gammel. Han er ansat i et discountsupermarked – et job, han elsker – og som han er god til. Han sidder i kassen og når jeg sådan lige kommer forbi, (altså før Corona) bliver jeg stolt helt ind i maven. Han behandler alle kunderne enormt pænt. Alle får et smil og rigtig mange får en lille sludder for en sladder. Han er god til sit arbejde og kunderne elsker ham.
Ikke nok med det. Han er også enormt ansvarsfuld. Hans første tanke, da Mette lukkede Danmark i onsdags, var at hans kollegaer ville få en rigtig hård dag dagen efter. Han kunne jo se, hvordan der blev hamstret og han vidste glimrende, at hans butik dagen efter også ville blive velbesøgt. Så han kontaktede selv chefen om aftnen for at spørge, om han ikke skulle komme kl. 8 om morgenen (nu han ikke skulle i skole) i stedet for kl. 17. Og det var chefen faktisk rigtig glad for.
Det endte med at være en rigtig god dag for ham. Der var mange kunder. Men jobbet har nu fået en ekstra dimension: For min søn er een af dem, der får Danmark til at løbe rundt. Han er een af dem, der sikrer, at vi alle sammen kan få det, vi har brug for. Lige nu er han een af de vigtigste i Danmark: Hverdagens helte.
Jeg er helt ærligt rigtig stolt af ham.
Når han får fri, har han slet ikke fået nok. Han har kontaktet Røde Kors – og efter fyraften, kørte jeg ham rundt til forskellige butikker, hvor han så handler ind for ældre, der ikke selv kan. Jeg gik ikke med ind i butikkerne. Det er så typisk ham: Han er det mest empatiske og dejlige menneske, der findes. Han gør en forskel… en kæmpe forskel for rigtig mange.
Men der er et “men”: For når man sidder i kassen bag båndet i discountsupermarkedet, så sidder med 40-50 cm fra kunderne. Derudover sidder man lidt længere nede. Hver eneste kunde vil – alene ved at tale lidt høftligt med kassemedarbejderen – ende med at sende en let byge af spyt og andre kropsvæsker ud over medarbejderen – altså med mindre kunderne holder den nødvendige afstand (hvilket de bestemt ikke gjorde i forgårs!)
Så hver eneste kunde, der er på sådan en dag, har sat sit virus på min søn. Min søn er super effektiv med sprit og handsker. Og han gør, alt hvad han kan. Han gør alt det rigtige.
Ikke desto mindre er jeg ikke i tvivl: Der er på nuværende tidspunkt en 100% sandsynlighed for, at min søn vil få tilsknusket sig coronavirus.
Det gode er så, at det på ingen måde gør noget. Han er 16 år gammel og det kommer ikke til at påvirke ham ret meget. Måske bliver han ikke engang syg. Og bliver han syg, bliver det helt sikkert bare en let omgang. Det er en pris, han allerede nu aktivt har vurderet, at han gerne betaler. For han vil rigtig gerne hjælpe midt i den krise, vi alle sammen står i.
Jeg opfatter min søn som een af de helte, der ender med at være ansvarlige for, at vi kommer helskinnet igennem denne krise. Jeg er så taknemmelig for hans indstilling.
Men jeg opfatter også min søn og hans valg som en kæmpe risiko for min cancerramte mor.
Jeg kan ikke sikre min mor fra Corona, når min søn hver aften kommer hjem med potientiel virus fra dagens 300 kunder.
Så idag har jeg bedt min søn om at bo hos sin far i den kommende tid.
Det er med blødende hjerte og en kæmpe klump i maven. Jeg elsker min søn – og savner ham hvert eneste sekundt, han ikke er her. Men jeg tør ganske enkelt ikke kombinationen en, der nærmest opsøger smitten – og een, der under ingen omstændigheder må få den.
Jeg har ganske enkelt, for en periode, valgt min søn fra. Min søn bor hos sin far den kommende tid.
Til helvede med corona! Dette burde slet ikke være et valg, jeg skulle forholde mig til.
Men idag valgte jeg hensynet for min mor, højere end hensynet til min søn.