Hud

Det siger noget om, hvor alvorlig situationen er, når jeg kan mærke et raseri indeni  alene ved at se et billede som det, der var på Informations forside i går.

Billedet viste nu bare rygge af nogle mennesker, der sad tæt i en bar – og et par yderst, der lige krammede goddag.

Det er utroligt, at man på bare en uges tid, kan gå fra: “Det er vigtigt, at vi rører hinanden som mennesker” til rå forargelse over, når mennesker gør det!

Og samtidigt så kan man også langsomt mærke, hvad den manglende mængde af kram og knus, gør ved sjælen. For det gør noget!

Mit mikro-kosmos består af min mand. Ham krammer jeg nøjagtigt lige så meget, jeg orker. Men mine børn er andre steder – dermed er de del af andre smittekæder og derfor kan jeg ikke kramme dem. Og det er allerede nu et savn. Et fysisk savn. Og jeg er ikke i tvivl om, at det savn vil blive en direkte higen. En fysisk mangel i mit liv.

Jeg har rigtig ondt af de mennesker, der ikke har et mikro-kosmos. Enlige er pludselig blevet langt mere enlige, end de nogensinde har været før. En ting er ensomhed – men når ensomhed krydres med fysisk ensomhed, må det føles tungt.

Tænk at leve uden et knus, et klem eller en kærlig hånd på ryggen i ugevis. Jeg håber, vi husker at tage revance, når først Corona er helt væk. For vi har brug for at røre hinanden. Vi har brug for fysisk kontakt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *