De gamle følelser om barnløshed.

På min rejse i blogland, føler jeg mig draget af blogge, som jeg reelt ikke har noget at gøre på – men som minder mig om følelserne.

Af nogen af de bedste kan jeg nævne: Puk og Amocca. (Der findes rigtig mange, der skriver utrolig godt om emnet! Og det tror jeg er rigtig godt)

Jeg tror, grunden til, at jeg hele tiden hives tilbage i det "univers", den "sindsstemning" er fordi følelserne – når man står med begge ben placeret solidt plantet midt i barnløshelvedet – er så ubeskriveligt store og uoverskuelige. Måske man ligefrem skal komme sig følelsesmæssigt – efter at være fanget der så længe?

(En hurtig orientering: Jeg har PCO og har været 3 år om at "lave" Jonathan – og 2½ år om at "lave" Annike – dog er de begge skabt "naturligt". Tilbuddet om behandling var der begge gange, men det kunne jeg følelsesmæssigt ikke.)

Det handler også om, at mennesker, der ikke har været der, ikke fatter en brik. Hårdt sagt – men rigtigt. Når alle celler i ens krop fortæller en, at man skal have et barn – at det er det, der er meningen med det hele – og det ikke lykkes. Når livet står på stand-by, mens ens krop kæmper for at opfylde et lille, beskedent ønske – der kommer til at fylde ALT. Alle omkring en overhaler een. Alle omkring een undrer sig over, at man står stille.

Planlægningen bliver mekanisk med tiden. Der er hele tiden et "men" .. for HVIS nu, jeg er gravid næste måned, næste uge – næste år.

Og kærligheden, der hænger i laser. Sexlivet, der pludselig er mekanisk – og bliver noget, der udføres med et formål.. et formål, der sletter sexens oprindelige formål – nemlig at lade to mennesker smelte sammen i øjeblikkets intensitet.

Det, ingen udenforstående forstår, er, at ens kærlighed jo allerede er der, længe inden graviditeten indtræffer – og derfor bliver savnet hver eneste måned mere og mere fysisk og indtrængende. Dette beskrive dette indlæg sidst i indlægget meget fint.

Til sidst vil jeg gerne have lov at linke til et af Puks indlæg.. et gammelt et – men eet, der får hårerne til at rejse sig.. Det er utrolig velskrevet – og jeg kan virkelig genkende følelserne i det.

"Mit regnbuebarn"

3 thoughts on “De gamle følelser om barnløshed.

  1. Åh ja… En gang barnløs, altid – på en eller anden måde… Nogle af mine yndlingsblogs, heriblandt de to nævnte og Rikkes, er jo netop fra den verden og indeholder de tanker og følelser, jeg også har været igennem, selvom jeg ikke er “hardcore infertil”.

  2. Tak for dine søde ord. Jeg glæder mig til at jeg en dag skal se tilbage på alle disse følelser, se på mit regnbuebarn og vide at det var det hele værd!
    PUK

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *