Hvorfor sker sådan noget kun, når man IKKE kan overskue det?
Fredag. I to dage har den stået på messe. Jan og jeg har smilet og delt ud i to dage. Dagen har været lang og MEGET hård.
Mormor giver mad. Så er der en bekymring mindre. Skønt med noget sundt og lækkert mad, serveret ved ankomst.
Det er ikke kun de to voksne, der er trætte. Jonathan har ikke sovet ordentligt til middag – og han er mildest talt hyperaktiv. Han er HELT oppe og ringe af træthed.
Da klokken er 20:45 kommer vi ENDELIG ud af døren – og kører hjem til os selv. Uden for døren står vi med to poser fra messen, min taske, en skoletaske og en taske med tøj.
"Du har nøglerne " siger farmand, mens han bærer en stortudende Jonathan op af trapperne. "Har du ikke dem?" fik jeg spurgt, mens jeg begyndte at tømme min taske for indhold. Nøglen var ikke der, hvor den skulle være.
Foran vores hoveddør – akkompagneret af min storskrigende søn, vender jeg nu tasken på hovedet – så eyeliner, læbestift og diskrete damebind vælter ud på trappen. Der er ingen nøgle. Desperat kigger jeg i sidelommerne – og vender vrangen ud på min jakkelomme. Dette adstedkommer alene, at der nu også triller mønter rundt på det efterhånden godt overfyldte gangareal.
"Har du din nøgle" får jeg spurgt vores store pige. "Den ligger nede hos mormor". Storepigen og jeg smider ALT hvad der er tilbage i hænderne på os, og stormer ned til bilen, for at kører de 600 m ned til mormor – for at få fat på nøglen. Imens prøver Jan så godt som det er muligt at bevare roen – og trøste sin storskrigende – og meget meget trætte søn.
"Løber du alt hvad du kan op til mormor?" Min store pige er frisk og stormer som en gal rundt om hjørnet for at nå mormor – og ikke mindst den forjættede nøgle.
Hun er tilbage i bilen i løbet af MEGET kort tid. "Mormor har pakket den" siger hun hiksende – mens hun forsøger at få vejret. "Den ligger i posen med tøj, vi tog med op".
Dooooh
Vel hjemme igen har Jan gudskelov haft overskud nok til at gå igennem storepigens tøjtaske – og ganske rigtigt – her var nøglen. Så da vi kom hjem igen, var Jonathan kommer indenfor – og havde næsten fået nattøjet på… og først og fremmest var gråden nu ikke helt så strømmende..
Dødeligt bekymret for, hvor min nøgler så var, ledte jeg på messen dagen efter. Jeg ledte hos min mor – og jeg endevendte bilen.
Først da jeg kom hjem - og jeg fik set den bunke igennem, der var blevet efterladt på gangarealet – og som vi nærmest havde sparket ind i lejligheden – fandt jeg nøglen. Den lå ????? der hvor den skulle???????
Hvorfor sker sådan noget KUN når det ikke må?
Vi har prøvet det med at bippe. Det var ikke så hensigtsmæssigt – for Jonathan satte den igang hvis han griner eller græder .. Og han griner trods alt RIGTIG meget i løbet af sådan en dag
og mere væsentligt: Hvorfor sker det så ofte for jer?
:o) Måske skulle du til at have alle dine nøgler i en snor om halsen… Eller sådan en bipper til dem… eller lys i din nøglering (her taler vi min. 600watt) Du er for nøgler hvad jeg er for printere, en komplet modpol tror jeg!