Er der noget mere øreskurende, end når ens dejlige prinsesse af en datter, skælder en dukker.. og man kan høre HELT nøjagtigt, hvor vendingerne kommer fra?
Men det omvendte er ikke desto mindre rigtig rart – og det oplever vi herhjemme RIGTIG meget af for tiden.
Først og fremmest, er det måde, Annike taler til Jonathan på. Hvis Jonathan skal have at vide, at noget er forkert, sætter hun sig på hug, så hun kan se ham i øjnene.. og holder ham evt. på armen, for at fastholde hans opmærksomhed. Herefter får han meget stille at vide, at "her i huset kaster vi altså ikke med tingene" Når jeg ser hendes måde, at tackle hans "ulydigheder" på, bliver jeg helt varm om hjertet. For jeg ved jo, hvor hun har set, at det er sådan vi gør – og for mig er det vigtigt, at irrettesættelser primært bliver givet forståeligt, nede på jorden og uden at hæve stemmer eller på nogen måde virke truende.
Når hun vælger den fremgangsmetode, fortæller det mig også, at den måde, vi har irettesat hende på – mest – har været den korrekte. Jeg har BESTEMT talt med store bogstaver til både min datter og min søn. Men det er rart at vide at Annike selv har vurderet, at "i øjnhøjdemetoden" er den bedste.
Det er tydeligt, at Annike har det godt med indimellem at kunne irettesætte sin bror. Det er rart, det ikke kun er hende selv, der skal irettesættes – og hun viser tydeligt, at hun selv kender reglerne, ved at give dem videre. Vi er opmærksomme på, at Annike aldrig må få en direkte opdragende funktion for Jonathan.. men at hun indimellem siger fra overfor ham, DET skal hun bare blive ved med.
At Jonathan så på samme måde indimellem viser, at han kender reglerne så meget, at han kan irettesætte andre, havde jeg ikke lige forventet. Før forleden, hvor Tikka ville drikke af toilettet (eller kaste endnu en mus derned) "NEJ misser" sagde Jonathan med en MEGET bestemt stemme. Jeg skyldte mig nærmere for at se, hvad der skete. Jonathan skubbede forholdsvis brutalt katten ned fra toilettet.. og da den stod på gulvet satte Jonathan sig på hug og sagde "Nej misser – MÅ ikk" med løftet pegefinger. Det var Tikka nu forholdsvis ligeglad med – for hun var blevet så forskrækket efter at blive væltet ned fra toiletbrækket, at hun forsvandt lynhurtigt ned under den nærmeste seng.
Men det var alligevel lidt skægt at se Jonathan 2 år og 9 måneder, irettesætte vores frække og uartige kat.