“Jeg kommer først” udbryder jeg pludselig og sætter i småløb mod lyskurven. “Na haj” – siger Jonathan og spæner efter. Og pludselig har han glemt alt om det snebjerg, han ellers egentligt havde sat sig for at se nærmere på, mens hans mor trippende forsøger at få varmen i tæerne.

“Ka du dykke” spørger jeg, da knægten ligger i badet og søber rundt. “hold OP hvor er du dygtig forklarer jeg” og smiler for mig selv, for nu er håret vådt og klar til shampooen.

Jeg snyder faktisk min søn ret ofte, når jeg tænker over det.

Ikke desto mindre er der ofte små situationer, hvor jeg som mor, vælger at snyde, fuske og bedrage min søn. For løbeturen handler jo ikke om at komme først. Han kommer først. Det gør han hver gang – for det meste, fordi jeg lader ham. Løbeturen handler om at glemme det, han foretog sig lige før – og som han ikke ønskede at stoppe med at gøre – selvom jeg gerne vil hjem – til min varme kaffe og min computer.

Mine snyderier gør både hans verden – og min – lidt nemmere. For det er nu engang sjovere at dybthavsdykke – mens mor tæller sekundter og slå sin egen rekordt igen og igen.. frem for at få en bruser i hovedet.

Jeg spekulerer lidt på, hvornår det holder op. For jeg håber alligevel, at han en dag kan se, at jeg snyder ham. Men indtil da udnytter jeg det groft.

 

/ Min søns udvikling

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *