P4 i P1” hed et ungdomsprogram i radioens P1 for år tilbage. Det var de unges søndag. Hver søndag fra 19 til 23.

Jeg havde egentligt glemt, hvad radioprogrammet betød for mig i min ungdom – men blev mindet om det for nyligt. Efter at have tænkt længe og meget over det, er jeg kommet frem til, at der findes ikke et program, der kan matche – nogensinde.

P4 i P1 var et program som så mange andre. Det startede med Tine Brylds “Tværs” – fortsatte med nogle timers indslag om alt og intet. Om piercinger, mobning, om at være flytte udenlands – eller bare om kærligheden. Indimellem krydderet med “P4 pop“, der var de unges eget talerør. Det var en telefonsvarer, hvor man kunne indtale meninger, holdninger og følelser – hvorefter de kunne risikerer at blive sendt i poppen.

Aftnen sluttede af med Barometeret. Det elektriske barometer var den skæve hitliste.. med de hits, der krøb ind under huden. Indimellem numrene læste værten breve op, skrevet af de lyttere, der også bestemte udformningen af listen.

Både breve og poppen kom til at virker som om værten blev sat ud af spil. Som om det var unge – måske lidt skæve unge – der talte med andre unge. Direkte gennem radioen.

Programmet havde sin helt egen ånd. Det skulle høres i stearinlysets skær, med lukket dør ud til de forældre, der var så irriterende – og indhyldet i tæppe.

Programmet blev vedkommende og meget personligt. Programmets værter virkede også imødekommende og ønskede de unge – ønskede alle problemerne og alle de skæve tanker, der er nødvendige for at blive voksen. Programmet var også opdragende på en vedkommende og rar måde. Siddende, lyttende i mørket, opdagede jeg, at journalistik ikke bare er journalistik. At vinkler er vigtige.. At interessen for menneskerne, der skal lytte, er vigtig. De opdragende elementer var vedkommende og føltes helt anderledes en “de åndssvage forældres” berigende ord.

Idag er programmet splittet i atomer. Tværs eksisterer stadig – og Det elektriske barometer – men det er nu på P3 – men magien afbruds af radioavisen. Magien – som jeg følte den – er væk.

Min datter skal ikke have lov at have det åndehul. Jeg håber, hun finder et andet. For det er gået op for mig, at meget af min opvækst til at blive et helt menneske, bunder i, at P4 i P1 var nærværende overfor mig .. lille 15 årige mig.

17 Replies

  1. Ja… Jeg savner det også. Jeg er ked af, at de stoppede det. Det var virkelig et åndehul, og hvor er det surt at de unge i dag ikke oplever det.

  2. Åh, jeg husker godt hvordan jeg lå og lyttede til P4 i P1 i mørket. Det sluttede altid med Kim Larsens “Som et strejf af en dråbe”

  3. på min efterskole skulle alt musik slukkes kl 22 så vi lå med skjulte hørepropper under dynen når nattevagten luskede rundt samtidig med man jo gerne skulle ajournføres med de andre om alt det der var oplevet i weekenden hvis man havde været hjemme… hygge og afslapning og starten på en ny uge der virkelig var resten af ens liv!

  4. Hej Benjamin.
    Jeg kan faktisk godt huske, da I kom og lavede den film. Dengang kom I fra Vesterbro Lokal TV 🙂 Du havde også en pige med 🙂
    Men at Rune nogensinde har bøffet så meget – DET kan jeg ikke huske! Hvor er resten af filmen?

  5. Hej Pernille
    Du var P4 pop vært, kan jeg huske… Pigen var Signe Knattrup. Resten af filmen ligger i mit arkiv og jeg laver IKKE kopier, medmindre DR-TV vil vise den og så skal den lige shines op. Grading, mix. Den lavede jeg jo i starten af min karriere. Den fungerer godt stadigvæk.
    all the best,

  6. Jeg mener også at Jesper Klein havde et indslag i P4 Søndag der hed Kleins komiske laboratorium —

  7. Kan nogen hjælpe mig?
    Jeg søger navnet på en historie/radiospil fra p4 i p1
    Jeg vil tro omkring 1983-1988 men er ikke sikker
    Uhyggelig med hjernevask og kvindeskrig følte næsten man var med i den
    Jeg husker ikke så meget mere men tror 2 af navnene var metra og splinter eller lign.
    tror det havde noget med rotter at gøre men ikke sikker..
    jeg håber nogen husker den da jeg gerne vil høre den igen..
    MVH Preben

  8. Jeg kan huske et historie/radiospil fra p4 i p1
    det hed “Når Dagen Dør”
    Bare man kunne kome til at høre det igen…

  9. Jeg husker en hylesjov radio-krimiføljeton (der var flere rigtig gode radiohørespil på p4 i p1), der handlede om Super-journalisten Egon Carlsen. Jeg har forsøgt at opdrive det, men det er umuligt! jeg har ikke en gang kunnet finde det omtalt. Jeg ved ikke, hvem forfatteren eller de deltagende skuespillere var, men der var 4-5 afsnit og Egon Carlsens kæreste hed Sara Je’taime 🙂

    1. Åh ja, endelig én mere der kan huske dem. De var simpelthen geniale med lydeffekter, musik og dee hele ☺️

  10. Kan nogen huske den føljeton som blev læst op engang i 80erne? Jeg kan ikke huske handlingen, men den blev startet med musik af Eric Satie, 3 Gymnopedies

Skriv et svar til Sanne Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *