Jeg havde vel egentligt helt glemt det. At tiden fra jeg blev gravid med Jonathan og adskillige år frem er beskrevet i detaljer, så jeg til en hver tid kan tage en tur tilbage i tiden og genopleve livet fra da. Jeg bliver så rørt, hver gang jeg kommer i tanke om det – hver gang jeg for forvildet mig end af bloggens historik.
Jeg er taknemmelig for, at ordene endnu er der. Og jeg er taknemmelig for, at når jeg læser ordene – og ved hvor jeg er i dag – så har jeg en klar fornemmelse af, at jeg egentligt kom ud på den rigtige side. Jeg er igennem det, at være mor for hjemmeboende børn. Og de klarer sig virkelig godt selv.
Min datter er tæt på at have den alder, jeg havde, da jeg startede min blog.
Jeg er i en helt anden alder nu, hvor der kommer lidt egoisme tilbage: Jeg har fået tid. Jeg har fået lidt flere penge. Og jeg har endnu stadig kræfterne til at gøre, det jeg har lyst til. Det er en gave, som jeg kun langsom pakker ud. Jeg ville rigtig gerne komme godt i gang med bloggeriet igen. For jeg var glad for det, da det virkede. Jeg har prøvet mange gange igennem årene – men måske der netop er tid og overskud til det nu? Måske. Måske skal jeg bare falde over ordene og emnerne – når det nu ikke længere handler om at være mor til små børn.
Nu er jeg mor til store børn. Og jeg er først og fremmest en kvinde i min bedste alder – 54 år – på vej til at finde mig selv, efter at have brugt et halvt liv på at være mor for mine skønne børn.