Jeg har været heldig i mit liv. Jeg har aldrig haft alvorlige kroniske smerter. Jeg er vågnet langt de fleste dage af mit liv, frisk og smertefri. Men jeg fornemmer alderens kommen.
I starten af min diagnose med diabetes, væltede det ind over mig. Øresten (som jeg stadig ikke tror på er øresten), en arm, der i et helt år gjorde vanvittig ondt og ikke rigtig virkede. Fødder der hurtigere blev ømme.
Og så er der alle de små ting, der bare har med kadaveret at gøre: At når jeg strækker mig, kan jeg pludselig få krampe, for jeg er ikke længere så fleksibel, som jeg var.
Der var nogle trælse år – der efter diagnosen. Men det er alt sammen bag mig nu. Og i dag får jeg dyrket motion nok – og spist korrekt nok til, at jeg kan holde alle dårligdomme på afstand.
Men når man først har været i “Av for hulan” land, så ved man også hvor stor en gave det er, at vågne op uden ømme knæ, uden fødder, der gør ondt. Med en arm, der virker – og som kan alt det den skal kunne, uden at gøre ondt. Når man først har været suget ned i hullet, hvor hver morgen er en bekymring og en næste lægeaftale aldrig er mere end 14 dage væk, så sætter man pludselig langt mere pris på at være fri.
Jeg elsker, at jeg kan bruge min krop, uden den giver efter og bliver øm. Jeg elsker, at det ikke er min krop, der sætter begrænsninger for mit liv. Men det koster så også. Jeg betaler ved at løbe hver dag. Ved at lave planken hver dag. Ved at bruge min krop. For ved at blive ved med at bruge den, får jeg forhåbentligt også muligheden for at fortsætte med at leve forholdsvis smertefrit – og ikke mindst: På en måde, hvor jeg stadig kan bruge min krop, sådan som jeg har lyst til.