Tudefjæs

Vi sidder og ser Ekstreme Homemakeover. Tre dejlige drenge er blevet gjort moderløse af sygdommen Leukemi. Og en mand har fået frarøvet sin kone.. i en alt for ung alder. Hustruen ønskede at manden skulle blive boende i det hus, de sammen havde fundet – og nu gør et hold hjælpene sjæle huset i stand fra top til tå.

Det irriterer mig grænseløst – for det er følelsesporno af værste skuffe. Der har siddet mennesker med minuture, der har besluttet sig til hvornår jeg og mine tudefjæsmedsøstre skulle sidde og åbne for sluserne. Og alligevel kan jeg ikke lade være. Der er noget befriende i at give slip – at vræle over andres lykke – midt i ulykken.

Billedet af menneskerne i huset er altid det samme: De er modige, dygtige, fantastiske og ikke mindst – så elskede de hinanden.. Og alle andre elskede dem forresten også – men så slog tragedien den – og nu .. nu kommer ABC og gør det hele meget bedre.

"Look a shooting star – now mum can wacht over you" siger bedstemoren, da de kommer ind på børneværelset, hvor der er installeret stjernelys i loftet.. Et lille stjerneskud har elektronikken også sørget for.. Det vandrer hen over den falske himmel – og mine øjne drukner.

Hvad er det der gør det? Hvad er det der gør, at man sidder der og flæber til noget, man reelt godt er klar over, alene er et spil på mine følelser? Et spil som nogen kynisk har regnet på – og som er blevet konkretiseret i, hvor mange penge, man har kunne bruge på indretningen – vel og mærket med et sikkert overskud på bundlinien.

På den anden side er der noget befriende i vræleturen. Befriende, fordi jeg kan sidde der i sofaen – fredag aften – og vræle uden dårlig samvittighed overfor ungerne.. for de vræler med. Og alle er klar over, at der ikke er fare på færde.