Der er stoppet til randen i s-toget – og jeg nå kun lige ind af dørene, som de går i. Folk står i mellemgangene og drømmer om en siddeplads et sted i kupeerne. Alligevel mener en ung fyr, at han og hans cykel da skal stå der – lige i mellem gangen, der bestemt ikke er ment til det. Jeg må sno mig, for at komme uden – uden at få smurt indholdet af cykeldækket af på mine bukser.

Og den ældre mand mener da bestemt, at netop hans kuffert skal står netop der, hvor et andet menneske ellers kunne hvile ud, mens toget tumler videre station til station.

Jeg er lige i det humør. Ser alle irritationerne omkring mig. Den manglende høflighed. De manglende smil.

Jeg kan mærke irritationen og frustrationen boble.  Og samtidigt med, at jeg relatere det til samtlige af mine omgivelser, så kan jeg mærke indeni, at det handler om min stress. Om mit behov for at komme hjem, før knægten kommer før mig. At min dag – lige nu.

Jeg forsøger at trække vejret tungt et par gange. Jeg ved, meditationsmusik lige nu ikke ville være af vejen- men samtidigt orker min stress næste ikke al den afslapning. Efterhånden som luften rammer mellemgulvet  – og ilten blandet sig med mit ellers kogende blod, virker det pludselig som om hele verden alligevel slet ikke er så ubetænksomme og urimelige alligevel.

En passager rejser sig og takker for, at de andre passagerer gør plads, så hun kan komme ud. En lille dreng med mørke øjne smiler, så smilehullerne punkterer hele hans lille buttede hoved. Og jeg sikrer mig et smil fra ham fra vinduespladsen, der ellers ser ud til at være travlt optaget af at lytte til musik.

Jeg skal hjem til verdens dejligste dreng. Dagen er go.