"Kommer du ikke lige og hjælper mig med min firewall" sagde min mor. Jeg nyder sådan set at være "computergeniet", men samtidigt undrer det mig. Jeg ved absolut INTET om firewall.
Jeg har altid elsket computer – og hvad man kan med den. Og jeg har da også opdaget, at min kærlighed til dem, er størrer end de flestes. Når kærligheden er der, kommer kundskaben jo i eller anden grad efter.
Men altså: Jeg har altid været forholdvis god til skriveprogrammer – selv dengang hvor programmet hed WordPerfect (og faktisk tilbage fra hvor der ikke rigtig var en standart – og tekstbehandling skulle tages meget seriøst) men derfra og så til, at alle idag spørger mig om hjælp, kommer mig som en overraskelse.
Idag programmerer jeg i Php til husbehov, jeg kan html og jeg har en glimrende forståelse for databaser, som jeg gerne selv bygger i stimevis. Men hvad har det med en firewall at gøre? Eller opsætning af en e-mailaccount? Eller isættelse af lydkort?
Der er en general tendens til, at hvis man kan det ene, på med en computer, så kan man også det andet.
En dejlig veninde, der kan MEGET mere indenfor computere, end mig, forklarede mig engang om sin vide:
"Hvis du forestiller dig, at dette bord, er al den vide der er om computere" sagde hun "så er det område, denne kop dækker, det jeg kan". Jeg smilede lidt – for jeg forstå hende godt. Hun er ekspert indenfor sit område – men det gør hende stadig ikke egnet til at installerer lydkort eller opsætte modemer.
Det gode ved at blive spurgt i tide og utide – og blive anset som noget af en ekspert, er så, at man lærer med tiden. Idag kan jeg f.eks. godt installerer programmer, isætte lydkort og opsætte e-mailkonti. Det har jeg lært mig, fordi alle bad mig om at gøre det. "Du kan jo sådan noget med computerer". Når man siger "Jamen – det er html, jeg er god til" så ligner folk et stort spørgsmålstegn. "Jamen – hvis du kan det, så kan du vel også lige tjekke min strømforsyning?" At det svarer til at bede en kok om at slagte en ko, er der ikke den store forståelse for.
Jeg er godt tilfreds. Jeg lærer en masse undervejs – og folk er forstående, når jeg møder min grænser.. og dermed ikke kan hjælpe dem.