Jeg kan ikke forklare det. I virkeligheden er det utopi at prøve på det. Mit ægteskab med Jan har vitterligt gjort en forskel… indeni. Og for os begge. Vi har begge forsøgt at sætte ord på – flere gange,- men ordene er ikke rigtige.
I går nat gik jeg gennem Odenses gader med Jan ved min side. Mine sko klemte – som sådan nogle skal når klokken er 3 om natten.. og fremfærden var ikke den hurtigste. Men Jan var der – og jeg vidste i mit indre at han blev der. Han fulgte mig hjem – støttede mig og hviskede søde ord til at lette turen.
Det er som en hemmelighed imellem os. En sød hemmelighed, som vi hverken kan eller vil dele med andre. En fornemmelse – en klar en – af at vi to er blevet een. Uanset hvor alene verden bliver, så er vi sammen. Det grundlag forsvinder ikke .. aldrig.
Jeg forstår ikke rigtig, hvorfor det er sådan – for intet vi gør er anderledes end det var for tre uger siden – og alligevel er begge vores sind helt helt anderledes. En gensidig respekt og forståelse blomstre. Aldrig mere "mig, mig, mig" – kun "OS"
Lyder rigtig dejligt!
knus
Kristina, der nok trods alt ikke vil giftes igen.
Kristina har ret – det lyder bare rigtigt dejligt!
Knus
Jeg blev gift for 10-11 år siden, og aldrig har jeg følt mig så meget hjemme og tryg. Det er offentligt, det er kundgjordt at denne mand er min, fordi jeg elsker ham.
For mig er det bare ren kærlighed!
Hvor er Julies “just rub it in”??? Ok Julie så starter jeg “JUST RUB IT IN PERNILLE!!!”
:o) – det lyder skønt og jeg synes det er rart for jer at I er glade! Og på sidelinjen håber jeg så en dag at opleve det in person, men jeg siger det ikke :o)
Just rub it inn! Jeg håber aldrig, ALDRIG at komme til at opleve den slags – det må være forfærdeligt!!! Jeg gyser, får små røde knopper og kvalme. MIG, mig mig! … nå … men ellers er jeg ikke spoooor misundelig…
Bare rolig Julie – du skal kun vente ni år mere 🙂
Min mor fatter det heller ikke. Hun har været gift tre gange med to forskellige mænd. Hun har heller aldrig haft de følelser.
Måske er det bare os selv, der sætter os op til det – og derfor føler det.. Uanset hvad – så er der noget… 🙂
Hm… Jeg må været gået glip af noget i sin tid ;-). For jeg kan slet ikke genkende nogle af de højstemte følelser – for mig gjorde det faktisk ingen forskel, at blive “Fru” i stedet for “Frøken” – vi var jo stadig OS. Udover at jeg selvfølgelig skulle vænne mig til et efternavn mere, skænkede jeg faktisk ikke brylluppet mange tanker, da først det var holdt.