Imorgen rejser min datter. Flere gange har vi spurgt, om hun ikke kommer til at savne os – eller Jonathan – men det er hun nu sikker på hun ikke kommer til.
“Moar – Jonathan er lidt utryg – skal jeg ikke ligge mig hos ham” spurgte hun, da klokken nærmede sig 21. “Jo – min pige – læg du dig bare ind. ” At stå der i døren og lure på den fantastiske 9-årige pige, der kærligt aer sin bror over håret – kærligt og trøstende. Det er et syn, der er så tæt på den totale lykkerus man kan komme det, tror jeg.
“Moar – må jeg sove her sammen med Jonathan” spørger hun. De ligger begge i vores seng og breder sig. “Naturligvis min pige”
Men Jonathan bliver urolig – og kan ikke finde ro. Nattens hede stjæler søvnen. Annike henter ham et glas vand – og eet til. “Vil du have mere” spørger hun “Nej” svarer Jonathan og ryster lidt på hoved, mens han putter sig lidt ind til hende. Han græder og er ikke helt til at trøste. Jeg går ind og lægger mig hos dem. Begynder at synge “Pjerrot sagde til månen”. Jeg når kun lige at begynde, før storesøster synger med. Helt helt stille. Jonathan falder helt til ro. To gange “Pjerrot sagde til månen” og to gange “Solen er så rød mor” kan vi hører Jonathan snorke. Storesøster smiler i mørket. Jeg læner mig over min sovende sød og kysser min fantastiske pige.
I år er det ikke os, hun kommer til at savne.
Årh altså, hvor lyder det bare smadder hyggeligt og så kærligt!