Vi har noget med vores fødder herhjemme. Eller rettere ungerne har. Annike løb rundt igår på plænen uden sko på. Grædende kom hun hen for at få pillet "noget" ud af foden. Under foden sad der en lille stikkende tingest, der måske – måske ikke – var brodden på en bi. Men vi mærkede nu ikke mere til det den aften.
Idag ringede hun så på mit arbejde. En stor rød plamage var vokset uden om stikket – så der var ikke så meget at rafle om. En bi har nedlagt min datters fod. Efterhånden som dagen gik, kom der gudhjælpemig også streger op af foden, der i en time eller to – mindede lidt om en blodforgiftning.. ØVVVVVV… Vi tegnede en streg og ventede en time. Stregen blev mindre – så vi bliver hjemme.
Men vi var da også kun lige kommet til den konklusion, da Jonathan stødte sin storetå. Helt hvordan ved jeg ikke. Vi kom bare styrtende til, da vi kunne høre, at nu var HAN nedlagt.
Nu ligger Jonathan i sin seng. Det er to timer siden han slog sig – og det er tydeligt, at han ikke er vant til at slå sig for alvor – for han glemmer hele tiden, at det IKKE er en god ide, at vrikke med tæerne – eller støtte på foden. Så hver 10. minut må mor ind og trøste.
Men bistikket fortager sig. Hun synger nu – så så slemt er det ikke mere. Og Jonathan nyder en tegnefilm. Så mon ikke fødderne er brugbare igen imorgen?