Jeg faldt i søvn i sofaen igår aftes – tæt viklet ind i Jan. Men jeg vågnede ikke af, at jeg snorkede, som jeg plejer.. Jeg vågnede af, at jeg kunne mærke noget hårdt i min mund – og at der manglede noget.
Min tand mistede første gang en flig, da jeg var 12 år gammel. Den gang var der tale om en lille bitte flig, som man overvejede slet ikke at lave. En børnetandpleje besluttede sig for at prøve. For at få plastiken til at fæstne sig, måtte hun bore lidt af den ellers raske tand.
Plastikken faldt af efter 14 dage. Op til tandlægen og een gang til. Denne gang borede hun igen lidt af tanden. Men det holdte kun 6 måneder – så måtte jeg derop igen.
Da jeg fik ud af folkeskolen som 15 årig, havde jeg fået lavet min tand 8 gange – hver gang havde man boret lidt mere af – for at have noget frisk tand at fæstne plastikken i.
Da jeg blev 18 år gammel kom jeg endelig en til tandlæge, der tog det alvorligt. Hun brugte en hel dag på at lave et kunststykke af et stykke plastiktand til mig. Det var så flot lavet, at ingen kunne se, det var uægte – og hvad vigtigere var: Det holdte!
Altså indtil igår aftes, da det bare faldt af, mens jeg sov. Nu skal jeg så have det lavet igen. Det er held i uheld, at det sker nu, for jeg vil meget gerne have bleget mine tænder. Skal jeg det, så skal plastikken af alligevel (Den bleges jo ikke som tænderne – og derfor vil det se mærkeligt ud) – og det var måske så NU, jeg skal gøre det - for at sparer min tand for en omgang.
Hvis den næste bid tand også holder 16 år – så er jeg tilfreds.