Jonathan tuller rundt i stuen, mens storesøster og jeg sidder foran computeren.
"Riiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiccccccccccccchhhh" siger det – efterfulgt af et Jonathansk "NAAAAAAAAAAAAAAAAAAAjjjjjjjjjjjjjjjj".
Vi stormer ind i stuen – og der – midt på gulvet – sidder Jonathan med en selvkapret julegave med papiret halvt revet af. "Naaaaajj" siger Jonathan begejstret mens hans stikker fingerene ind gennem hullerne for at rører ved skorstenen og Peter Plys og resten af Mega Block toget.
Nå ja – så ved vi da, han kan lide det.
Kan han så vente med at tage det i brug? Ser en skøn scene for mig udfra det du fortæller, sidder og klukker lidt ved mig selv 🙂
Det gjorde jeg også altid som barn. Jeg opgav ikke – ledte og ledte til jeg fandt dem og åbnede dem…. Så vidste jeg hvad jeg fik. Dødsygt for mine forældre…