At finde Lisbeth Salander

Jeg fik en “på forhåndsfødselsdagsgave” idag.

Katja ringede: “Du er klar over, at der er forpremierer idag på Mænd der hader kvinder” DET var jeg ikke – og vupti sad to kvinder på de bedste rækker i den lokale biograf.

Jeg havde ikke forestillet mig i min vildeste fantasi, at man kunne finde Lisbeth Salander. Forelskelser har en tendens til at farve mennesker… sløre synet. Og jeg er uden tvivl forelsket i Stieg Larssons figur Lisbeth Salander og jeg er ganske overbevist om, at jeg ikke er den eneste.

Og hver især af os har været helt eget billed af denne fantastiske pige, der på magisk vis både er frastødende, uforståelig, men samtidigt så ufattelig charmerende og tillokkende. Jeg troede ikke på hun fandtes – i virkeligheden.

Jeg var derfor målløs, da jeg så filmen. Første konklusion var, at Mikaels udseende ikke var, som det burde have været. Skuespilleren havde alt for brede kæber – og alt for lidt mellemrum mellem øjnene. Men hans væsen. Hans måde at spille op – var så meget i øjet, at man meget hurtigt tilgav ham hans “forkerte” ansigt.

Men Vangerfamilien var lige i øjet – ligesom Hedeby og øen, broen og alt andet. I min fantasi var kælderen mørk og skummel – det var den ikke i virkeligheden.

Lisbeth derimod. Jeg forstår det ikke. På en eller anden måde var hun ramt helt og aldeles fantastisk. Jeg forstår ganske enkelt ikke, at man tør gå ind og spille en rolle som Lisbeth. Men det blev gjort så overbevisende, at det virkede. Lisbeth Salander er nu i kød og blod. Og man bliver næsten lige så forelsket i hende på filmen, som man blev i bogen.

“Og dog, hun havde da ikke så mange muskler i bogen” sagde jeg til Katja, da vi kom ud.. “Det virkede forkert på mig”. “Så må du læse bogen igen” smilede Katja “..for hun var netop top muskuløs.. ” Og jeg må indrømme, at det vist er mit indre billed af Lisbeth, der blev generedes af de mange muskler – og ikke Larssons beskrivelse af hende.. for den er vist go nok: Lisbeth bliver beskrevet som lille, klejn, mærkværdig og bomhamrende muskuløs.  Og det var hun bestemt også i filmen.

Filmen var fantastisk. Jeg har aldrig tænkt over, hvor fantastisk bogen egner sig til film – men det gør den. Historien, fremdriften, blomsterne, der hvert år lander på Vangers bord, billederne, der viser det Hariette sidst så, inden hun forsvand. Historierne om massemordene på kvinderne, bibelcitaterne. Jamen – det virkede fantastiskt.

Instruktøren af “Mænd der havde kvinder” fandt Lisbeth – og han begik en fantastisk film, der helt og holdent er tro mod den fantastiske bog, der ligger den til grund.

Jeg kan kun anbefale, at man går en tur i biografen – uanset om man har læst bogen eller ej. Det er en forrygende historie med fantastiske personer i.