Da døren gik i går, var det pr. refleks, at jeg sagde “Hej skat”. Vores dør går rigtig mange gange i løbet af en dag. Jan kommer og går og storesøster komme og går – og så sker det da at Jonathan og jeg også benytter døren.
Jeg tror følelsen kom indenfor 2 sekundter. Jeg kunne på en eller anden måde mærke, at der var noget helt galt.. At det ikke var kæresten, der kom ind af døren. Jeg for op og ud i gangen.. Og ganske rigtigt: Der stod min lille pilfinger af en knægt og holdte i døren. Han kan nu nå dørhåndtaget – og nu kan han også bruge det. Lige denne gang havde han bestemt sig for bare at åbne døren – og altså ikke gå ud på stentrappen… Med mit hjerte i halsen havde ikke lige opdaget den detalje.
Jonathan kan nu officielt selv åbne hoveddøren – så nu er det kun et enkelt øjebliks uopmærksomhed, der gør forskellen på en dreng, der kører rundt på sin lille disney vogn i gangen – og på en dreng, der står i strømpesokker i opgangen ved stentrappen og underholder hele opgangen med sit “Haiii”… Ikke en go ting.
Både Jan og søster undrede sig over døren var låst, da de kom hjem. Men ikke ret længe. Nu skal vi bare sikrer os, at vi HUSKER at låse den – hver gang.